Abonnementsartikel

Tyverier fra byggepladser er et stigende problem. Vagtfirma har udviklet en mast, som overvåger byggepladsen døgnet rundt.

Som Dagens Byggeri forleden kunne fortælle, stiger antallet af anmeldte tyverier fra danske byggepladser.

Det fynske vagtfirma Securia Vagt har udviklet en vogn, hvorpå der sidder en mast. Den hejses i vejret, og øverst sidder forskellige enheder, som tilsammen overvåger store områder - for eksempel en byggeplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vognen er egentlig bygget til lysmaster, og så har vi udviklet på den. Det har taget lang tid. Vi har været undervejs i to år med at bygge vognen. Nu er vi så kommet i mål med et system, der stort set passer sig selv. Der skal bare noget diesel på en gang i mellem, siger Rasmus Månsson.

Mange tænker nok over, at det ikke vil være så smart at hoppe ind i et andet firmas container og tage ting og sager, for vi vil kunne gå ind og se på optagelser en måned tilbage.

Indehaver Rasmus Månsson

Securia Vagt

Dieselen bruges til generatoren på vognen, som oplader batterierne, der leverer strøm til kameraer og det øvrige udstyr.

Børnesygdomme

På byggepladser kan der dog være områder, hvor man ikke kan overvåge med en enkelt mast. Men man behøver ikke nødvendigvis en mast mere. Vagtfirmaet har nogle mindre alarmpaneler, de kan sætte op.

Gennem det seneste halve år har Securia kørt test på systemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ville ikke levere noget, som ikke virkede. Vores seks vogne har stået på vores egen plads i et halvt års tid og brummet. Dér har vi så justeret på dem løbende. For eksempel fandt vi ud af, at konverterne var for små, så de er skiftet ud med nogle større, fortæller Rasmus Månsson.

- Alle de her små børnefejl, der er på alting, har vi forsøgt at opdage, inden de kom i brug, siger han videre.

Fordobler antallet

21. december var man tilfredse med overvågningsmasterne hos Securia Vagt. Samme dag kørte man alle seks vogne ud på byggepladser på Fyn.

- Og vi har allerede bestilt enheder til seks vogne mere, siger Rasmus Månsson.

Da det er folkene i vagtfirmaet, der selv har udviklet og bygget vognene, kommer de forskellige dele hjem hver for sig. Derfra tager det cirka en uges tid at samle de seks vogne. Med diverse leveringstider går der cirka tre måneder fra bestilling, til en vogn står klar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skræmmende effekt

Kameraerne registrer, zoomer og følger automatisk personer, som kommer ind på byggepladsen. Det kan vagten så følge live på telefonen eller en tablet.

Der vil typisk være aftalt et tidsrum, hvor man ikke forventer folk på byggepladsen. Det vil ofte være fra 17.00 til 5.00. Hvis der alligevel kommer en på området, kan vagten tale til vedkommende via kraftige højtalere på vognen.

- Er det en håndværker, kan man bede ham om at ringe på et telefonnummer og sige et kodeord. Hvis det er en uvedkommende, så vil det skræmme de fleste, når man siger "dig i den blå trøje, forlad området omgående", siger Rasmus Månsson.

Der bliver ligeledes sendt en alarm af sted til politiet, hvis gæsten på byggepladsen ikke ringer og siger det rigtige kodeord.

- Masterne er ikke kun mod tyveri udefra, men også internt. Kameraerne filmer hele tiden, og videoerne lagres. Mange tænker nok over, at det ikke vil være så smart, at hoppe ind i et andet firmas container og tage ting og sager, for vi vil kunne gå ind og se på optagelser en måned tilbage, siger Rasmus Månsson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge ejeren, er der stor interesse i systemet. Kunderne er lige nu både små håndværksfirmaer og store entreprenørvirksomheder.