Abonnementsartikel

En person med et langt livs erfaring i erhvervslivet er oplagt som mentor, og rådene fra mentoren kan veksles til en bedre bundlinje.

Ét af oplæggene på det nyligt holdte DM&E Vidensdage handlede om medarbejderinddragelse og det at have en mentor. Altså en personlig rådgiver, der kan vejlede om alle aspekter i virksomhedens dispositioner. Det kunne være rådgivning i forbindelse med indkøb af materiel, medarbejderspørgsmål, økonomi og alt andet.

Kort sagt, alt det der skal til for at skabe grobund for en virksomhed med en sund økonomi og tilfredse medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gavnlig effekt

Men det kræver, man er villig til at lytte, og det mener jeg selv, jeg har været i stand til.

Direktør Håkan Nilsson

Bdr. Nilsson

Oplægsholderen var svenskeren Håkan Nilsson, som er indehaver af skoventreprenørvirksomheden Bdr. Nilsson. Det blev hurtigt klart for alle, at oplægget både var meget personligt og passioneret. Tydeligvis var det sådan, at mentoren havde og stadig har en markant betydning for virksomheden, såvel som han har en stor personlig betydning for Håkan Nilsson.

Han lagde ud med at sige, at en mentor er et aktiv uanset virksomhedens beskæftigelsesområde og antallet af medarbejdere. Men han betonede også, at det var specielt vigtigt som nystartet at finde en god mentor.

De fire råd

Fra start havde mentoren givet nogle enkle råd. Det første var, at man ikke skal tro på den gamle påstand om, at alene er stærk. Andet bud lød på at skabe sig et netværk, og finde forbilleder. Og heller ikke tro, man kan alt, men være åben og lydhør og parat til at hjælpe kolleger.

Næstsidste bud var meget enkelt, og gik på aldrig at skylde mere, end det man ejer. Sidste bud handlede om medarbejderne, for ved at inddrage dem, vil de automatisk blive firmaets vigtigste ressource.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trækker på et helt liv

- Min mentor er fyldt 70, og kommer fra en helt anden type virksomhed. Men i kraft af han har et langt livs erhvervserfaring, har han meget at tilbyde mig. Men det kræver, man er villig til at lytte, og det mener jeg selv, jeg har været i stand til, siger Håkan Nilsson.

Mentoren er altid den, der spørges til råds, når der skal tages beslutninger. Håkan Nilsson gør opmærksom på, at det gælder om at finde én, som er helt udenfor, og dermed kan rådgive uvildigt og give råd fra anderledes og nye vinkler.

Altid bedst til noget

Resultaterne har været til at få øje på. På medarbejderfronten har det betydet, at de ansatte nu altid bliver sat til et arbejde, som de kan magte. Samtidig bliver de på arbejdspladsen, og har færre sygedage.

- Vi har alle stærke og svage sider, og min mentor foreslog, at jeg skulle være opmærksom på min ansattes gode såvel som mindre gode sider. Det er foregået ved hjælp af lige dele sund fornuft, interviews af medarbejderne og så en såkaldt Disc test. Summen af det er kogt sammen, og nu beskæftiger de sig primært sig med det, de magter bedst. Det er rigtig godt, og det ser vi på tilfredsheden, færre maskinskader og på et bedre dækningsbidrag, fortalte Håkan Nilsson.

Set, hørt og ønsket

Et andet af rådene fra mentor var, at give medarbejderne en stemme, og lade dem blive hørt. Konkret har det udmøntet sig i, at alle virksomhedens ansatte deltager i arrangementer og kurser, som de selv foreslår. Men de har også budt ind med arbejdstider, løn, efteruddannelse og nye maskiner, og i den udstrækning det har været muligt, er forslagene blevet imødekommet. Her betonede Håkan Nilsson, at åbenhed er en vigtig faktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Måske var det Håkan Nilssons beskedenhed, der kom til udtryk. For det var først til sidst, han nærmest i en sidebemærkning nævnte, at hans virksomhed fik prisen, Årets firma i 2015. Og her fremhævede han, at uden mentoren havde man aldrig fået prisen.