Abonnementsartikel

Det lyder paradoksalt, men virksomheden Ejlskov ønsker flere virksomheder, der kan det samme som dem.

Oprensning af forurenet jord foregår ofte ved hjælp af en gravemaskine, så jorden kan fjernes fra stedet. Men det er ikke altid en optimal løsning.

- Specielt når forureningen ligger dybt eller under grundvandsspejlet er det omkostningstungt. Der kan man med fordel bruge en in-situ oprensning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan lyder det fra Claus Ølund, der er afdelingschef hos virksomheden Ejlskov i Aarhus. Virksomheden agerer som miljøentreprenør og -rådgiver.

Målet er, at vi ikke skal være de eneste i Europa, som kan bruge det her.

Afdelingschef Claus Ølund

Ejlskov

Ejlskovs opgaver spænder fra miljøundersøgelser, kortlægning af forurening, bygherrerådgivning i forbindelse med miljø og forureningsoprensning. Sidstnævnte løses ofte med en injektionsmetode, hvor Ejlskov er eneforhandler i Europa på produkterne Bos100 og Bos200. Det importerer Ejlskov fra den amerikanske Remediation Products Inc.

Europæisk monopol

Ejlskov har lige nu eneret på at anvende produktet i Europa - og Kina.

- Det er stadigvæk et relativt nyt produkt i Europa, men vi arbejder for at gøre metoden kendt. I USA er der et hav af distributører og installatører, men produkterne har også været på markedet i noget længere tid dér, end i Europa, fortæller Claus Ølund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ejlskovs opgaver har indtil videre især været i Danmark, Sverige og Finland, men turen er også gået til Italien. Netop Italien samt Tyskland og Spanien er lande, som Claus Ølund ser et stort potentiale i lige nu. Dog er det Skandinavien, som afdelingschefen tror mest på, fortsat vil være det største marked.

Flere brugere

Lige nu løser Ejlskov alle opgaver i Europa foruden nogle kontrakter i Kina. Men Ejlskov håber på flere entreprenører i det europæiske, der vil være med til at installere løsningerne.

- Producenten forlanger, at man er godkendt installatør af deres produkter, så det ikke misbruges. Der skal laves ret præcise udregninger, som fortæller, hvor meget stof man skal bruge til forureningen. Bruger man for lidt, kommer man ikke i mål, og den omtale vil producenten ikke være med til, siger Claus Ølund og fortsætter:

- Målet er, at vi ikke skal være de eneste i Europa, som kan bruge det her. Det er så planen, at vi skal være bindeleddet mellem producenten og de kommende brugere.

I afdelingen for in-situ oprensningen har Ejlskov blot syv ansatte. De fungerer som sitemanagere, når der kommer en opgave ind. Til de enkelte opgaver hyrer Ejlskov i stedet eksterne håndfolk til at assistere med selve injektionsarbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har lige haft en opgave i Finland. Der sender vi én mand op med borerig og blande- og injektionssystem, og hyrer nogle lokale til at køre riggen. På den måde holder vi vores faste omkostninger nede, siger Claus Ølund.

Naturlig oprensning

Palle Ejlskov grundlagde virksomheden i 1999. Dengang var det primært vandmiljøundersøgelser og mindre boreopgaver, man foretog, men for 13 år siden gik man skridtet videre, da man købte en større borerig.

I dag står Ejlskov for hele processen, når en grundejer skal have vurderet behovet for oprensning. Især tankstationer - fungerende som nedlagte - er blandt arbejdsopgaverne.

- Vi hamre sonder ned i jorden på en række punkter, som screener for forurening uden at tage prøver. Det får vi nogle grafer ud af, som viser forureningsniveauet og dybden. Det kortlægger forureningen, og derfra kan vi så planlægge jord- og eventuelt vandprøvetagningen. Det gør, at vi kan gennemføre kortlægningsundersøgelsen af én omgang. Tidligere skulle man indledningsvist udtage nogle vand- og jordprøver, som skulle sendes på et laboratorium og testes. Så ventede man på svaret for at finde ud af, om man skulle udtage yderligere prøver. Den her proces, som Palle var med til at få til Danmark, er mere dynamisk og hurtigere end tidligere. Det minimerer samtidigt generne for grundejerne, især når der ligger en virksomhed på stedet, forklarer Claus Ølund.

Når det er konstateret, hvilken type forurening der er tale om, skal det rette stof injiceres. Enkelt fortalt, består stofferne af aktivt kul med en overflade dækket af bakteriekultur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bakterierne er naturlige. De er fremdyrket af bakterier, man har fundet i forurenet jord. Det er en naturlig rensningsproces, som jorden selv foretager, man sætter turbo på. Når der ikke er mere forurening af jorden, vil bakterierne dø af sig selv igen, siger Claus Ølund.

Det tager alt fra 14 dage til et halvt år for Ejlskov at løse opgaverne på overfalden. Længden på perioden kommer an på ting som forureningsniveau, dybde og meget andet. Perioden før sagen bliver lukket er dog noget længere. Det tager typisk flere år, før processen i jorden er helt færdig, og grunden igen er ren.