
Stor anlægsgartner på indkøb under paraplyen
10. jun. | Indrykket af Johs. Møllers Maskiner A/S
Malmos hentede nye maskiner både hos Stemas og Johs. Møllers Maskiner
Adresserne er forskellige. Det er maskinerne også. De har hver deres organisation. Men maskinfirmaerne Stemas A/S og Johs. Møllers Maskiner A/S hænger sammen som søsterselskaber under paraplyen JMM-Group. Og en anden stor aktør på et andet felt, anlægsgartnervirksomheden Malmos A/S med hovedadresse i Roskilde, holdt sig under paraplyen, da der skulle købes nyt grej til maskinhuset. Malmos er en del af Europas største anlægsgartnergruppe, idverde.
Materiel- og værkstedsansvarlig Johnny Bo Hansen hos Malmos fik en snak med både salgskonsulent Jens Andersen hos Stemas A/S og distriktschef Nicki Petersen hos Johs. Møllers Maskiner. Og så afleverede de fire Weidemann-læssemaskiner, en Wacker Neuson-dumper og to Liebherr-gummihjulslæssere i Roskilde.
Malmos var i forvejen storforbruger af både Weidemann og Liebherr. Johnny Bo Hansen har 20 Weidemann-læssere og 10 Liebherr gummigeder kørende rundt omkring til anlægsfirmaets mange forskellige opgaver.
“Vi har et særdeles godt kendskab til både Liebherr og Weidemann, og i øvrigt også til det tredje maskinmærke, Wacker Neuson, hvor vi nu har to DV60-dumpere med førerhus kørende. Samtidig har vi et fint samarbejde med Stemas og Johs. Møllers Maskiner med en gensidig stor tillid. Så i virkeligheden er det såmænd ikke så vanskeligt”, konstaterer maskinchefen.
To ens - men forskellige
Da der skulle vælges gummihjulslæssere, besluttede Malmos sig for to ens Liebherr, som alligevel er ganske forskellige. Begge hedder Liebherr L507, men den ene har traditionel dieselmotor, mens den anden har tilføjet et “E” til modelbetegnelsen som markering af, at der er tale om en eldrevet maskine.
Den nye el-maskine er naturligvis bygget på basis af den konventionelle L507 hjullæsser og har såvel knækstyring som styret bagaksel. Det sikrer minimal venderadius og gør maskinen nem at manøvrere. Der er ingen forskel i præstationer og ydelse på de to maskiner, men batteripakken gør ellerten 300 kg tungere end diesel-versionen. Opladning er integreret i maskinen, og i øvrigt har Liebherr forsynet motoren med et genvindingssystem, så maskinen selv genererer energi ved opbremsning og når den kører ned ad bakke.
“Nogle af vores kunder med specialopgaver ønsker, at vi kører så meget med el som muligt. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået den nye el-gummiged, som i øvrigt er Liebherrs første elektriske hjullæsser. Batteridriften giver jo en markant reduktion af støjniveauet, og al emission er samtidig fjernet”, siger Johnny Bo Hansen hos Malmos A/S.
Helt ny Weidemann-model
Også Stemas-salgskonsulent Jens Andersen havde en markant nyhed med til Malmos. Anlægsgartnerfirmaet har fået leveret tre styk Weidemann 2080-minilæssere med lukket kabine, som gennem årene har fået status af en rigtig Weidemann-klassiker. Men der er nyt på vej i skikkelse af en helt ny 60’er-serie, som er en nyudvikling af de hidtidige LP-modeller 2060, 3060 og 4060. Og Malmos A/S har altså været tidligt ude og forsynet sig med en af de funklende nye 2060’ere, som er den direkte arvtager til 2080. Den får så selskab hos Malmos af tre af “de gode, gamle” 2080’ere.
Den nye Wacker Neuson-dumper DV60 kendte Johnny Bo Hansen i forvejen. Malmos havde i forvejen en, så det overrasker ikke anlægsgartnerne, at maskinen har indbygget karrusel. DV står for Dual View og fortæller blandt andet om, at dumperen sikrer et meget stort overblik. Maskinens sædeposition kan nemlig ændres pærelet ved, at føreren simpelthen drejer hele platformen med sæde og betjeningselementer op til 180 grader rundt. Det giver blandt andet mulighed for altid at køre forlæns, selv om maskinen reelt bakker.
Billedtekster:
1.
En frisk forsyning maskiner til Malmos A/S fra familien JMM. Til venstre distriktschef Nicki Petersen fra Johs. Møllers Maskiner A/S, maskinchef Johnny Bo Hansen fra Malmos, og salgskonsulent Jens Andersen fra Stemas.
2.
Maskinchef Johnny Bo Hansen giver et doorstep-interview til distriktschef Nicki Petersen ved den batteridrevne Liebherr L507.
3.
Højt humør på frontskovlen af den nye Weidemann 2060. Malmos-maskinchef Johnny Bo Hansen (til venstre) stikker på poten med salgskonsulent Jens Andersen fra Stemas.
4.
Johnny Bo Hansen i kabinen sørger for godt samarbejde mellem to Stemas-produkter. Minilæsseren Weidemann 2060 læsser Wacker Neuson-dumperen DV60.
5.
Den nye Liebherr el-hjullæsser L507 klar til at tage fat på første opgave for Malmos.