Abonnementsartikel

Liebherr kalder selv deres messestand på Bauma for en ø. En splinterny bygning på standen havde første spadestik sidste år.

MÜNCHEN: Det er ikke hver dag, man ser en messestand på 14.400 kvadratmeter.

Men det er omvendt heller ikke hver dag, Liebherr entrerer på Bauma. Siden starten af november har produktionskonglomeratet arbejdet for at etablere deres imponerende "Liebherr Village", der er et byggeri på tre etager med både kontorer, en shop. et pressecenter og muligheder for mad. Rundt om bygningen er naturligvis en lang række af virksomhedens maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er altid på Bauma, og vi har fået muligheden for at bygge standen op henover vinteren. Så vi så det som en god mulighed for at vise os fra vores bedste side, siger Jürgen Schröder, der er chef for Liebherrs kommunikation- og brandingafdeling.

Liebherr har udover den gigantiske udendørs stand også stand indenfor. Byggeriet er med sine rene linjer noget, der sagtens kunne være et hovedkontor for en middelstor dansk virksomhed. Den er bygget op med søjler, så de forbipasserende går ind under bygningen, når de går visse steder på jorden. Der er bænke og kunst på pladsen, og i alt arbejder mellem 1500-2000 mand på standen henover ugen.

- Det er ligesom en ø, og folk er utrolig glade og stolte over at være her. Det var en beslutning fra Isolde og Willi Liebherr, og det er blevet utrolig flot, siger Jürgen Schröder

Forsvinder på kort tid

Men det skal ikke stå her for evigt. Området er ejet af Messe München, og her skal der i juni være transport- og logistikmesse. Derfor skal hele Liebherr Village og alle maskinerne være væk igen om små seks uger.

- Stål og glas bliver kørt på et lager i Aachen, der ligger 600 kilometer væk, og ellers skal det hele være fuldstændig væk, siger Jürgen Schröder om den midlertidige by.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Liebherr har ydermere bæltekranen LR 1800 med. Ifølge Bauma vejer den uhyggelige 1070 ton, hvilket også gør den til den tungeste maskine på hele messen.