Mågeskrig og lyden af metalskrot, der rasler ned af et mere end 20 meter højt bjerg.

Det er lydtapetet på havnekajen ved HJHansen Recycling på Lindø.

Her har maskinfører Peder Pedersen sin daglige gang, og det meste af tiden fordriver han i førerhuset på sin nye Sennebogen 870E, som han fik i 2023.

- Den er jeg glad for. Den kører godt, og jeg har haft en før, og den kørte også godt. Jeg synes, den er utroligt rolig, både når man kører på hjulene med den, og når man arbejder med den. Den er dejlig behagelig at sidde oppe i, siger Peder Pedersen.

Lige arm giver længere rækkevidde

Han fortæller, at maskinen er udstyret med en lige arm, der giver den en rækkevidde på 26 meter.

- Det skal den have for at kunne laste de store skibe, der lægger til her på Lindø, siger Peder Pedersen.

Peder Pedersen behøver slet ikke forlade kabinen, når han skal skifte redskaber på maskinen. En klar opgradering fortæller han. Foto: Tim Søgaard.

Skibene, han laster, kan være helt op til 30 meter brede, så armen er faktisk lige knap lang nok.

- Men den kan bruges til det, siger han.

- Når skibene har fem meter understugning, så kan vi fylde dem med den. Også helt ude i søsiden, men så skal vi også have armen helt ud i strakt.

Eneste af sin slags

Lige netop denne Sennebogen 870E er en anelse speciel, fortæller Peder Pedersen.

- Det er den måde, den er sammensat på. De andre 870'ere, jeg har set inde på Sennebogens hjemmeside, de har bananarm. Men den her har lige arm. Det er det, der gør, at den lige har et par meters rækkevidde mere. Vi har en mage til inde i Odense. Den ligner fuldstændig med samme hejsehus og samme undervogn, men den har bananarm. Som jeg kan forstå på sælgeren, så er der ikke andre end lige præcis denne maskine, der er lavet med den lige arm, den undervogn og det førerhus, siger Peder Pedersen.

Med sin lige arm har maskinen en rækkevidde på 26 meter. Foto: Tim Søgaard.

Maskinen har 355 hestekræfter og en kampvægt på 120 tons. Derudover er den udstyret med en to meter høj pylon, så armen kommer højere op.

- I forhold til 840'eren, jeg havde før, så er førerhuset blevet opgraderet. Det er meget større og mere lækkert. På 840'eren havde jeg også magnetanlæg på, som jeg har på den her, men der skulle jeg ned og skrue magneten på med en cirkel. Nu sidder jeg bare oppe i kabinen og trykker på et par knapper, så piller jeg grabben af. Så på den måde er den også blevet bedre, siger Peder Pedersen.

- Nu er maskinen blevet så stor, at den har en grab med en kapacitet på 2,5 kubikmeter. Men den kan du ikke bruge til at læsse biler med, og du kan heller ikke bruge den til at fylde saksen. Det skulle den også kunne, så derfor har vi fået en 1,2 kubik grab til den også. Det fungerer på samme måde. Jeg trykker bare på et par knapper, og så skifter vi grabben. Det er jo nemt. Så skal jeg slet ikke ud af den for at skifte mere, siger Peder Pedersen og smiler.

Vidne til vild udvikling

Han er efterhånden det, man vil kalde en rutineret maskinfører. 43 år er det blevet til hos HJHansen Recycling.

- Da jeg startede i sin tid, var de kun på Fyn med tre afdelinger i henholdsvis Odense, Svendborg og Middelfart. Det har været en voldsom udvikling, og jeg har altid godt kunne lide det. Der er nye udfordringer hele tiden, fortæller Peder Pedersen.

Se også:

Mig & Min Maskine: Karl Erik og hans 82-tons Liebherr holder dumperne beskæftiget

De mange år i bagagen betyder også, at Peder Pedersen har prøvet kræfter med en del forskellige maskiner og oplevet udviklingen på nærmeste hold.

- Min første maskine ved HJHansen var en Liebherr 901 på luftgummihjul, og den havde ingen støtteben, så den hoppede jo noget rundt, når vi arbejdede med den. Den har vel vejet en 10-tons vil jeg tro, og når vi tog et folkevognsrugbrød med den, så tippede den, hvis vi tog den med armen ret langt ude. Den store her, den vejer 120 tons, og den flytter sig jo overhovedet ikke, når du tager noget med den, siger han og smiler.

Og så der er faktisk en enkelt ting mere, der gør maskinen til noget særligt. I hvert fald for Peder Pedersen.

- Det bliver nok den sidste, jeg får.

Foto: Tim Søgaard.