Abonnementsartikel

Med overtagelsen af Adserballe & Knudsen forventer CG Jensen Holding at kunne imødekomme en stadig større efterspørgsel på kompetencer inden for træbyggeri og energirenovering.

Efter et skidt 2020-regnskab for entreprenørselskabet Adserballe & Knudsen blev det i moderkoncernen Jensen Gruppen besluttet at lægge det nedlidende selskab ind under succesfulde CG Jensen.

Og ifølge CG Jensens direktør passer den manøvre rigtig fint ind i CG Jensens udviklingsplaner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi tror på, at CLT og energirenovering bliver endnu mere efterspurgt fremtiden ...

Adm. direktør Michael S. Larsen, CG Jensen

- Vi har længe haft et ønske om at kunne tilbyde vores kunder et såkaldt tredjeben, nemlig træbenet, som vi ser som et rigtig godt supplement til vores øvrige kompetencer - herunder beton og stål, siger adm. direktør i CG Jensen Holding, Michael S. Larsen og tilføjer:

- Vi tror på, at CLT og energirenovering bliver endnu mere efterspurgt fremtiden - og vi ser samtidig flere og flere byggesager, hvor man stiller krav om kombineret nybyggeri og renovering af den eksisterende ejendom. Med en tilføjelse af de nye kompetencer ser vi frem til at kunne servicere vores kunder i et endnu bredere omfang, siger han.

Gearet til fremtiden

CG Jensen Holding opkøbte tidligere i år 40 procent af teknikentreprenøren Poul Sejr Nielsen for i endnu videre udstrækning at kunne håndtere de rigtig store byggesager, hvor den tekniske del bliver stadig mere kompleks og omfangsrig.

Med overtagelsen af Adserballe & Knudsen udvider CG Jensen Holding nu paletten af kompetencer endnu engang.

- Adserballe & Knudsen er blandt de bedste i Danmark til træbyggeri - og vi forventer os en masse oplagte synergier af det kommende samarbejde, som vi og vores kunder til fulde kan drage nytte af. Der er ingen tvivl om, at vi ser ind i et marked, hvor der kommer flere, større og mere komplekse totalentrepriser - og her er det oplagt at gøre det nemmere for bygherren ved samlet at kunne tilbyde en bred palette af kompetencer, siger Michael S. Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fuld fart på samarbejde

Et endnu tættere samarbejde har længe været på tegnebrættet, men med overtagelsen af Adserballe & Knudsen sætter CG Jensen nu fart på ambitionerne om at tilegne sig kompetencer inden for træbyggeri.

- Vi indleder det her samarbejde, fordi vi virkelig tror på det. Hvis ikke man dygtiggør sig inden for de kompetencer, som bliver efterspurgt i fremtiden, så sakker man på et tidspunkt bagud. Det ønsker vi ikke, siger Michael S. Larsen.

Det tættere samarbejde bliver også hilst velkommen i Adserballe & Knudsen.

- Det er glædeligt, at vi nu kan se fremad efter et svært år. Vi ser ind i en ordrebog med mange spændende jobs, som vores dygtige medarbejdere er klar til at føre ud i livet - ikke mindst i et slagkraftigt samarbejde med CG Jensen, siger adm. direktør i Adserballe & Knudsen A/S, Niels Jul Jakobsen.

Adserballe & Knudsen vil fortsat have kontor på Ryttermarken i Farum. CG Jensen Holding overtog officielt Adserballe & Knudsen Holding torsdag den 1. juli 2021.