Abonnementsartikel

NCC Roads har ansat en leder, der skal stå i spidsen for et nyt forretningsområde

36-årige Jens Bischoff er kommet igennem nåleøjet og er blevet ansat som områdechef for NCC Recycling, der blev lanceret internationalt i NCC koncernen før sommeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Bischoff kommer fra en stilling som afdelingschef i Munck Asfalt A/S på Sjælland. Han er uddannet diplomingeniør fra Københavns Teknikum inden for miljø- og anlægsområdet og har tidligere også været salgs- og markedschef hos rådgivningsfirmaet Orbicon A/S.

- Jeg er rigtig glad for, at Jens nu kommer til at stå i spidsen for NCC Recycling. Hans baggrund inden for både asfaltproduktion og miljørådgivning giver ham en bred faglig indsigt, og jeg glæder mig til samarbejdet, siger Kim Fynbo Nielsen, regionsdirektør for råstoffer i NCC Roads.

- Ansvar for at få ting til at lykkes

Spørger man den nytiltrådte chef, er han ikke et sekund i tvivl om, hvad der trak mest ved jobbet i NCC Recycling:

- Det er den enorme udfordring med at få dette nye forretningsområde til at blomstre helt fra bunden. I tidligere job har jeg 'ført faklen videre', men her starter jeg i en nyoprettet stilling med ansvar for at få alting til at lykkes, siger Jens Bischoff og fortsætter:

- De strategiske tanker om recycling er gjort, men nu skal jeg tilføje mine egne ideer og vise, at der er både penge og miljø i genanvendelse af byggematerialer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt koncept

NCC Recycling er et nyt, nordisk genindvindingskoncept etableret i foråret 2012 med det formål at spare på knappe naturressourcer og energiforbrug, mindske miljøbelastningen og stræbe mod et mere bæredygtigt samfund.

NCC Recyclings genbrugsterminaler tager imod og forædler stenmaterialer, asfalt, beton, jord- og afgravningsmaterialer samt grene og parkaffald. Desuden sælger terminalerne nye materialer og tilbyder visse steder deponering til både offentlige og private kunder.