Resume: Maskinfører Frede Boje er ved at rive den sidste del af Blok P ned i Nuuk, da bygningen pludselig styrter sammen om ham. Han er klemt fast i førerhuset i en time, før han bliver gravet fri.

Læs første del af historien om nedrivningen, der gik galt, ved at klikke her.

Han bliver i hast fragtet til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Arbejdstøjet klippes af ham, inden han sendes i en scanner.

- Overlægen sagde til mig, at jeg ikke skulle spille lotto fremover, for jeg havde lige vundet hovedgevinsten ved at overleve. Han mente ikke, at jeg kunne have mere held tilbage.

Den eneste synlige fysiske skade er et sår på venstre lillefinger, som bliver lukket med to sting. Scanneren afslører dog alvorligere problemer. Femte og sjette nakkehvirvel har forskubbet sig 75 procent i forhold til hinanden, og det kræver en operation. Vel at mærke en operation, som kræver specialister og forhold, som hospitalet i Nuuk ikke kan levere.

Han bliver derfor via Island fløjet til Rigshospitalet i København. En rejse, han tilbringer spændt fast på spineboardet, i stor smerte.

- Jeg lå på det board i et døgn, spændt fast over bryst og pande. Det havde ingen polstring, så det punkt på størrelse med en femkrone, hvor ens baghoved hviler på boardet, blev hurtigt voldsomt ømt. De måtte ikke flytte på mig, men jeg fik dem overtalt til at trække en tynd vaskeklud under mit hoved. Det føltes pludselig, som var jeg i himmelen, men det hjalp desværre kun kortvarigt.

To operationer

På Rigshospitalet kommer han efter flere scanninger på operationsbordet. Lægerne i København er enige med lægerne i Nuuk, og han får opereret nakkehvirvlerne på plads, hvor de bliver fastgjort med plader og skruer. Et langt ar lige over det høje kraveben viser i dag, hvor lægerne åbnede ham. Arret skinner nu, hvor forårssolen har givet huden lidt farve.

Lægerne vil efter operationen ikke garantere, at det bliver ved det ene indgreb, og det viser sig desværre at holde stik.

Under et måltid dagen efter, som Frede Boje indtager siddende på sin seng på hospitalet, taber han pludselig gaflen.

- Jeg havde pludselig ingen følelse i hele den ene arm, og så blev jeg hasteopereret igen. En af skruerne var sprunget ud og påvirkede nerverne, hvilket gjorde, at jeg mistede forbindelsen til armen.

Såret bliver skrået op igen, og samtidig åbner lægerne ham også på ryggen. Et langt lodret snit fra nakken og ned langs rygraden. Flere timer tilbringer han igen på operationsbordet.

Derefter begynder nye prøvelser.

Bedre med tiden?

Han bliver overflyttet fra København til Aarhus og derefter videre til genoptræningsklinik i Viborg, som også ligger tættere på hans bopæl i Ulstrup mellem Randers og Bjerringbro.

Han bliver udskrevet i februar 2013, men ulykken har sat sine permanente spor.

- Jeg har det umiddelbart fint, og jeg har ikke ondt nogle steder. Der er ømhed, uden at det kræver medicin. Men jeg har problemer med armene. Jeg kan fint løfte, men kun til bordhøjde. Når jeg skal have armene længere op, har jeg ikke rigtig kræfter. Jeg kan ikke gå i haven, for så kommer smerterne. Samtidig mangler jeg smidighed i nakken på grund af pladerne. Jeg må gerne køre bil, men når jeg skal orientere mig bagud, skal jeg dreje meget i overkroppen.

Problemerne er udløst af de beskadigede nervebaner ved nakkehvirvlerne.

- Nogen læger siger, at det bliver bedre med tiden, fordi at nervebanerne vil vokse sammen igen, og andre at det kan blive værre. Jeg føler selv, at jeg kan fungere normalt, og at det er positivt, at jeg kan de ting, jeg kan i dag. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over ulykken, men jeg kunne lige så godt sidde i en kørestol eller være død, konstaterer Frede Boje.

Gensyn

Hans bror Ivan har været en stor hjælp med at tage sig af det omfattende papirarbejde, der er fulgt med ulykken.

- Det er svært at samle sig om ens økonomi, forsikringer og kommunikation med kommunen, når man ligger på sygehuset, bemærker Frede Boje.

Broren har også været med til at samle et ringbind med billeder og andre minder fra ulykken. Umiddelbart ting, som man ville ønske at glemme igen, men for Frede Boje virker en direkte konfrontation med fakta som den bedste medicin.

- Jeg så optagelserne af ulykken samme dag, som jeg kom på hospitalet i Nuuk, og jeg har set dem mange gange efterfølgende. Det så voldsomt ud, men jeg har ikke nogen onde drømme over, hvad der er sket. Der er ingen spøgelser, som dukker op, når jeg genoplever ulykken, fastslår han.

Han ville gerne have beholdt sin arbejdshjelm fra ulykken, men den forsvandt undervejs i forløbet.

Halvandet år efter ulykken har han dog endnu ikke genset sin maskine fra Nuuk. Det lod sig gøre med i forbindelse med denne artikel. Tilfældet ville, at maskinen sidste år endte hos Sjørup Traktor A/S vest for Viborg. Her ledte reservedelschef Steffen Sørensen Frede Boje til hans tidligere maskine, og selv om den var en sørgeligt syn med blandt andet smadret førerhus, bøjede stempler på gravearmen og krøllede plader, så var det ikke et afskrækkende syn for maskinføreren.

- Nøglen sidder i tændingen endnu, sagde han med et smil, mens han inspicerede maskinen hele vejen rundt.

Udover de friske indtryk tog han også et fysisk bevis med fra maskinen i form af et stykke beton, som fortsat lå inde i førerhuset.

"Når" og "hvis"

Hans ansættelse hos Kingo Karlsen A/S har han fortsat. Sammen med kommunen er der blevet arrangeret et fleksjob til ham i firmaet. I stedet for at køre gravemaskine på forskellige projekter rundt om i landet, er han i dag maskinfører på halv tid på firmaets modtagelsesplads i Silkeborg.

Han arbejder 07-12 alle hverdage, hvor han i en gravemaskine håndterer betonaffald. Joystickene er en stor hjælp til de problematiske arme. Der er desuden tanker om at investere i en gummiged med joystickstyring, så han også kan hjælpe til dér.

- Det, der er sket for mig, er ikke Kingos skyld. Det er blot meget uheldigt, at blokken væltede ned over mig. Firmaet har fået en bøde, fordi der skete en ulykke på deres arbejdsplads. Den har de betalt, og de har fuldt ud stået ved deres ansvar. De havde ikke behøvet at tage sig af mig efter operationen, men de har hele tiden sagt "når jeg vender tilbage" og ikke "hvis". Da ulykken skete, havde de på kort tid arrangeret flybilletter til Grønland til min familie, og Thomas Kingo ringede selv til min familie og informerede om ulykken. De har virkelig været med mig hele vejen, siger Frede Boje.

Han er årgang 1955, så næste år runder han et skarpt hjørne. Han er ugentligt til fysioterapi eller massage, og eftervirkningerne fra ulykken kunne sandsynliggøre, at han ikke ville være på arbejdsmarkedet længe endnu, men en tidlig pensionering er ikke planen.

- Jeg bliver ved med at arbejde, så længe jeg kan. Jeg har det fint i dag. Jeg opfatter ikke mig selv som en patient.