Lyt til artiklen:

Specialmaskiner til opgaver i jorden

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Abonnementsartikel

SM Entreprenørfirma er specialist i arbejde med kædegravere, som virksomheden har fire af - alle helt eller delvist hjemmebyggede.

Hos SM Entreprenørfirma i Roslev ved Skive udfører man mange forskellige entreprenør- og kloakopgaver. Nogle har med dræning at gøre, og til disse opgaver kommer virksomhedens fire kædegravere i brug. De er enten traktormonterede eller på larvebånd, hvoraf sidstnævnte er landets største.

- Kædegraverne er i den grad specialmaskiner, som man ikke sådan lige kan bestille hjem fra en producent og så kaste sig ud i arbejdet for kunderne. De skal specialtilpasses kunderne og opgaverne i en sådan grad, at vi her hos os enten selv har bygget dem, eller i hvert fald bygget dem kraftigt om, fortæller indehaver Bugge Ericsson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag har den største af de fire kædegravere 700 HK og kan grave 5,0 meter under terræn.

Indehaver Bugge Ericsson, SM Entreprenørfirma

Han er tredje generation Ericsson i den 75 år gamle virksomhed, som blev startet af hans bedstefar i 1948.

Overdimensioneret kædesav

En kædegraver er en slags overdimensioneret motorsav, der fræser i jorden i lange, lige og præcise render. Renderne er smalle, hvilket gør det umuligt at komme ned i dem. Det er dog heller ikke nødvendigt, da rør og kabler automatisk placeres i renden sammen med eventuelt grus, sand eller dækbånd. Alt dette udføres i en arbejdsgang.

rich-media-3
En af de to store kædegravere på larvebånd i aktion. Foto: SM Entreprenørfirma.

- Kædegravning er hurtig og udføres med minimal opgravning, hvilket er langt hurtigere end med minigraver, fordi vi samler flere arbejdsgange i en, fortæller han.

Kræver masser af erfaring

Når man ikke lige kan spørge producenter eller andre til råds, så handler det om selv at være opfindsom og at have nogle kreative og opfindsomme ansatte.

- Det kræver nogle dygtige maskinførere, der kan klare det meste selv - både opbygning af maskinen og eventuelle reparationer. Desuden har vi en god smed på værkstedet, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er specialmaskiner, hvor der kræves hurtig og korrekt planlægning, samtidig med dygtige maskinførere til at udføre arbejdet. Alle kædegravere har en fast pilot, for arbejdet kræver masser af erfaring, fastslår Bugge Ericson.

Fem meter under terræn

Opgaverne med kædegraverne handler især om dræning i landbruget samt golfbaner og boldbaner. Men også om dybdedræn til grundvandssænkning.

rich-media-6
En del af opgaverne handler om dræn i landbruget. Foto: SM Entreprenørfirma.

- Vi fik den første kædegraver i 1984 og har siden sværget til gravemetoden. Vi har udviklet meget hen ad vejen og gør det stadig. I 1984 havde traktoren 80 HK og vi kunne grave i 1,6 meter under terræn. I dag har den største af de fire kædegravere 700 HK og kan grave 5,0 meter under terræn, fortæller Bugge Ericsson.

Virksomheden beskæftiger omkring 25 personer, hvoraf cirka halvdelen arbejder med kædegravning.