Lyt til artiklen:

Nye samarbejder og partnerskaber sikrer, at ideer omsættes til handling - og lykkes

00:00
Hastighed: ???x
05:12

Abonnementsartikel

Maskinteknik har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2023 - og frem mod 2024. I dag skriver adm. direktør Michael Kamstrup Søndergaard fra Kingo Karlsen A/S.

Kalenderen tikker mod årets udgang, og det er en kærkommen lejlighed til at trække vejret dybt, reflektere og sige tak for i år. Samtidig vil jeg rette blikket mod 2024 og fremhæve de tiltag og ændringer i branchen, som jeg mener, vi kommer til at fremhæve, når vi runder 2024 af.

2023 et år med nye takter i byggebranchen

2023 har været et godt år for Kingo, og hele byggebranchen har været præget af fremdrift og innovation. Vi har oplevet stor fokus på grøn omstilling, samarbejde på tværs af værdikæden og nytænkende projekter. I branchen lykkes vi med mere og mere takket være de nye konstellationer og partnerskaber. Der er kommet handling bag grøn omstilling - dagsordenen har ændret sig fra "hvorfor" til "hvordan".

Artiklen fortsætter efter annoncen

En væsentlig driver hertil er producenter, der går i dialog om takeback løsninger på produkter og byggematerialer - metoder testes og nye genbrugsprodukter udvikles.

Genbrugsbyggematerialernes rejse fra at materialet sidder i en eksisterende bygning, til det tages "hjem", kvalitetssikres og indgår i nye byggeprojekter, udvikles fra dag til dag. Og vi ser også rådgivere, der krydses med nedrivere for at finde løsninger, der skal sikre, at vi kan holde gode materialer i vores byggerier.

Sensommeren bød på næste milepæl i projekt (P)RECAST, som er et initiativ, der går på tværs af rådgivere og entreprenører, ingeniører, DTU mf. om at genbruge præfabrikerede betonelementer. Her blev der høstet hele væg- og dækelementer fra Gellerup i Aarhus, der nu skal indsættes som hele elementer i nyt byggeri - det bliver spændende at følge.

Danmarks største nedrivning afleveret før tid

Kingo har afsluttet nedrivningen af fem højhuse i Brøndby Strand. Et forrygende samspil med samarbejdspartnere og tæt løsningsorienteret dialog med Brøndby kommune, har medvirket at projektet blev færdig før tid - og det endda med fuld VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) på sagen. 10.000 betonelementer er kranet ned - det er altså godt gået af hele teamet.

Minkfarmene - branchen skal geares til opgaven

I 2024 venter en ny stor udfordring til nedrivningsbranchen. Det er nedrivning af ca. 1.200 minkfarmene rundt om i landet. Faktisk forventer vi en kapacitetsforøgelse på 30 procent for branchen for at løse opgaven. Det sætter krav til, at maskiner og manpower står klar til at løse opgaven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første farme er ved at blive pillet ned, under stor overvågenhed fra pressen, der stiller skarpt på håndtering af den asbest, der indgår i flere af dem. Her er der billetter i at sælge historien om, at de pæne drenge i klassen også træder ved siden af, og det er oplagt at give et rap over nallerne - det går vi naturligvis konstruktivt til, og den del af kritikken der er berettiget, får vi indarbejdet i vores procedurer, så sikkerhed og arbejdsmiljø bliver yderligere styrket.

I den forbindelse glæder vi os over udviklingen med asbestlovgivningen, der er ved at udmønte sig i en længe ventet autorisationsordning, som sikrer højere kvalitet i nedrivningsarbejdet i hele branchen.

Kingo Wind - længe ventet løsning til vindmøllebranchen

2024 bliver også året, hvor vi kan løfte sløret for en del af de projekter, vi har gennemført i Kingo Wind, som så dagens lys her i 2023. Kingo Wind har allerede nedtaget en del udtjente vindmøller - det er der flere spillere, der gør - men det spændende hér er de værdikæder, vi er ved at bygge for at kunne øge cirkulariteten i materialerne, der udgør vindmøller - bl.a. i tårne og vinger. Alt sammen i et LCA-dokumenteret produkt, som vi kan fortælle mere om på den anden side af nytår.

Vigtig kortlægning sikrer materialer til kommende projekter

Et sidste men meget vigtigt fokuspunkt for 2024, er at få set på hvilke materialer, der er i nedrivningspipelinen, samt at få udarbejdet planer for hvor de byggematerialer kan give værdi, i forhold til de projekter du har i støbeskeen til opførsel. En opgave vi er klar til at give sparring på.

Overordnet står Kingo foran 2024 med en stærk pipeline og nogle solide igangværende projekter, både for Kingo nedrivning og for resten af koncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En stor tak til vores kunder der styrker vores kompetencer, til samarbejdspartnere der støtter op om vores projekter og virke, og ikke mindst til vores kollegaer i marken som på kontorerne.

Vi glæder os til 2024 - godt nytår til dig og dine, og må du få et forrygende 2024. Vi ses derude.