Lyt til artiklen:

Far og søn opsamler kvælstof i vådområder

00:00
Hastighed: ???x
06:01

Abonnementsartikel

Tommy og Jeppe Sørensen har et fælles mål om både at mindske udledningen af kvælstof til Starup Bæk og skabe naturoaser for fugle, padder, rådyr og plantearter.

Samlet har far og søn etableret minivådområder på 7.800 kvadratmeter på deres arealer ved Gørding lidt uden for Holsted i Sydvestjylland.

Hele ideen opstod for to år siden, hvor svineproducent og planteavler Tommy Sørensen hørte om mulighederne for at etablere et minivådområde betalt af EU-midler. Efter lidt research udpegede Klostergaard et stykke lavtliggende jord til minivådområde, hvor der ofte stod vand i længere tid ved store mængder nedbør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var nogle af de første i Danmark, som gik i gang med at grave et minivådområde. Så det hele var meget nyt dengang. Hele tanken var at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand og så samtidig gøre noget godt for naturen, fortæller Tommy Sørensen.

Drænvandet fra de 49 hektar løb tidligere ufiltreret direkte ud i Starup Bæk. Men efter etableringen af det 4900 kvadratmeter store minivådområde med tre bassiner bliver udledningen af kvælstof og fosfor til bækken og videre til Kongeåen mindsket.

I dag kan Tommy Sørensen gå sig en tur rundt i området og se resultatet af arbejdet med at flytte 13-14.000 ton jord for at etablere minivådområdet.

- En helt tydelig sidegevinst af området er, at bassinet virker som en slags buffer ved ekstremt vejr. Tidligere stod der vand på marken i længere tid, også selv om området er godt drænet. Nu kan vi komme tidligere i gang med at dyrke kornafgrøder. Dertil er der en stor herlighedsværdi i området, som vi og naboerne nyder godt af, fortæller han.

rich-media-2
Vandspejlet står højt i minivådområdet i dette efterår. Bassinet har også en sidegevinst som buffer, når de store regnskyl rammer. Foto: Marianne Nørmark.
rich-media-3
Sådan så minivådområdet ved Tommy Sørensen ud under etableringen for to år siden. Privatfoto.

Forretningsben

Minivådområdet i Gørding blev udgravet af sønnen Jeppe Sørensen, som blev uddannet landbrugsmaskinmekaniker som 20-årig og sideløbende med sin elevplads fik eget CVR-nummer i 2018 og titel som selvstændig entreprenør med firmanavnet JS Maskinservice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden er etablering af minivådområde blevet et forretningsben for JS Maskinservice. Startskuddet blev udgravningen af området ved Klostergaard, siden er der kommet flere opgaver til. Indtil nu har JS Maskiner udgravet seks minivådområder og flere er på vej. I sommeren 2022 år købte Jeppe Sørensen en ejendom med 30 hektar nabo til sit fødehjem.

- Jeg fik også lyst til at etablere et minivådområde på min egen jord. Både for at kunne vise det frem og for at gøre noget positivt for vandmiljøet i den lokale bæk, siger 23-årige Jeppe Sørensen.

JS Maskinservice er med Jeppe Sørensens egne ord en "alsidig biks", som påtager sig en lang række entreprenør- og maskinstationsopgaver Han graver for eksempel ud til gylletanke, maskinhaller, drænrør og andre klassiske entreprenøropgaver. Dertil har han en moderne maskinpark til såning, halmpresning og forskellige typer smedearbejde.

JS Maskinservice investerede i efteråret 2022 i en 25 ton tung Liebherr gravemaskine med rotortilt og 3D maskinstyring.

Teknologien i 3D-styringen betyder en markant ændring i hele gravearbejdet, som bliver langt lettere og mere præcist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeppe Sørensen fortæller, hvordan landmåleren sender de elektroniske målepunkter for minivådområdet direkte til gravmaskinens system, som JS Maskinservice kan grave nøjagtigt og præcist ud fra.

rich-media-6
Tommy Sørensen viser, hvor han har gravet en sti ned til vandet, så rådyrene har mulighed for et drikkested. Foto: Marianne Nørmark.

Klostergaard ved Gørding i Sydvestjylland er nærmest som en hel zoologisk have.

Tommy Sørensen har 500 søer, driver 200 hektar planteavl. Dertil kommer en mindre besætning af får, geder, æsler og kaniner, alt sammen dyr, som Tommy Sørensen har stor fornøjelse af at vise frem som klappedyr for både børnebørn og områdets børnehaver og skoler.

En positiv sidegevinst ved miniområdet er en dejlig sø med natur og et rigt dyreliv.

Tommy Sørensen, svineproducent og planteavler, Gørding.

- Jeg er overbevist om, at både banker og kreditforeninger på et tidspunkt kommer til at kræve grønne regnskaber for at give finansiering. Så vil et minivådområde tælle med som et tiltag i landbrugets grønne omstilling. Det er også en måde at vise omverden, at vi i landbruget også gerne vil have en grønnere profil, siger Tommy Sørensen.

Udgiftsneutral

Det kræver ikke de store omkostninger at etablere et minivådområde heller ikke meget plads - dog minimum 2.000 kvadratmeter - afhængig af oplandets størrelse, jordbundens beskaffenhed og dyrkningsintensitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minivådområder fungerer ved, at drænvandet ledes over i åbne bassiner, hvor sedimentation og mikrobielle processer reducerer udledningen af nitrat og fosfor.

Bassinerne er i forskellige dybder adskilt af plantebræmmer, hvor drænvandet løber igennem, inden det udledes til åer og vandløb.

Det er et krav, at området skal "oprense" drænvand fra minimum 20 hektar, og den enkelte landmand forpligter sig til at lade området stå i minimum 10 år.

Minivådområdet er 100 procent finansieret af EU-midler.

Når oplandskonsulenter har udregnet minivådområdet og projektet er godkendt af den enkelte kommune, så udløses halvdelen af det samlede tilskud til opstartsarbejdet. Når området står færdigt, så bliver den sidste halvdel af tilskuddet udbetalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeppe Sørensen estimerer, at det et minivådområde, som det han selv har udgravet på 2900 kvadratmeter, koster cirka 250.000 kroner at etablere.

- Men prisen afhænger af mange forskellige faktorer. For eksempel afhænger prisen af om landmanden vil have planeret overskudsjorden i nærheden eller har andre planer om for eksempel en jordvold. eller hvor dybt vi skal grave. Det afhænger af drænenes placering i jorden, fortæller Jeppe Sørensen.

rich-media-11
Illustration af et minivådområde. Kilde: Landbrugsstyrelsen.
rich-media-12
Jeppe Sørensen glæder sig til, at området gror til. Planen er at få opsat en bænk på bredden, så han kan nyde naturen og det kommende dyreliv. Foto: Marianne Nørmark.
rich-media-13
Etableringen af minivådområdet hos Jeppe Sørensen få kilometer fra familiens første område. Privatfoto.
rich-media-14
Tommy og Jeppe Sørensen ved det nyeste minivådområde. Foto: Marianne Nørmark.
rich-media-15
Jeppe Sørensen, JS Maskinservice, har investeret i en Liebherr gravmaskine med rotortilt og 3D maskinstyring for at kunne følge med opgaverne. Foto: Marianne Nørmark.

Læs guiden til etableringen af åbne vådområder fra Landbrugsstyrelsen.