Abonnementsartikel

Carlsberg Station vil stå færdig om to år, og stationen er en del af stort byggeri på i alt 82.000 kvadratmeter.

Forleden startede etableringen af den nye Carlsberg Station, som vil bliver Carlsberg Byens centrale kollektive trafikknudepunkt med adgang til S-togsnettet og omstigning mellem tog og busser.

- Carlsberg Station kommer til at spille en vigtig rolle i hele den trafikale infrastruktur for bykvarteret, og igangsætning af byggeriet markerer en betydelig milepæl for os. Stationen vil gøre det endnu lettere at komme til og fra bykvarteret for de mange studerende, beboere og ansatte, der vil have deres daglige gang her, siger Morten G. Fossum, som er kommerciel direktør i udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om byggeriet

Den nye station er tegnet af Gottlieb Paludan Architects og støder op til Professionshøjskolen UCC's nye uddannelsescampus. Hele byggeriet på 82.000 kvadratmeter vil huse UCC's campus, detailhandel, erhverv og et 100 meter højt boligtårn.

Pladsen foran stationen bliver en integreret del af byggeriet, idet der bliver bygget to store plateauer ud over skinner og perron på Carlsberg Station, hvor der bliver plads til cykelparkering. Foruden tre nedgange fra den nye stationsplads ved UCC byggeriet, vil der også komme adgang til den nye station fra Vesterfælledvej ved Sønder Boulevard.

I forbindelse med den nye station bliver der desuden etableret en ny cykelsti, der vil forbinde Sønder Boulevard med Valby langs baneterrænet, og der bliver bygget en ny vejbro over baneterrænet, som skal lede bilerne fra Vigerslev Allé og ind til Carlsberg Byen.

Carlsberg Station vil ligge cirka 200 meter fra Enghave station, der vil blive nedlagt, når den nye station er taget i brug i 2016.

Carlsberg Station projekteres og udføres af Carlsberg Byen som bygherre. Banedanmark og DSB overtager stationen, når den står færdig.