Abonnementsartikel

Fornyelsen af kloakkerne på Regionshospitalet Horsens sker med en klar strategi om at forstyrre omgivelserne mindst muligt.

- Hvis vi skulle grave store dele af området op, så siger det sig selv, at det får store konsekvenser for driften af sygehuset, samtidig med, at det bliver markant dyrere, siger sektionsleder for teknisk afdeling på Regionshospitalet Horsens, Bjørn Laborne Dencker Hansen.

Han peger på, at store dele af kloakledningsnettet er fra 1960'erne, og den ældste del er endda endnu ældre. TV-inspektionen viser, at ledningsnettet er nedslidt flere steder, og der har allerede været akutte skader, hvor det har været nødvendigt at grave op og udskifte de gamle rør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sker der først kollaps af kloakledninger, så kan vi ikke undgå at skulle grave de gamle rør op og lægge nye. Derfor har vi på baggrund af TV-inspektion fået udarbejdet tilstandsvurderinger, så vi har et overblik over, hvilke ledninger, der kan nå at blive strømpeforet inden de kollapser, siger sektionslederen.

Det er entreprenørvirksomheden Per Aarsleff der med udgangspunkt i TV-inspektion har udarbejdet tilstandsvurderinger og efterfølgende delt kloakledningerne op i et skadesindeks. Det giver overblik over, hvilke ledninger, der skal renoveres her og nu og hvilke ledninger, der godt kan vente nogle år.

- Fornyelsesplanerne giver os sikkerhed for en optimal drift, og sikrer samtidig, at vi ikke lige pludselig står med sammenfaldne kloakker, der blandt andet kan skade vores renoverede bygninger. Og ved at undgå de akutte driftsstop, sparer vi rigtig mange penge, og vi undgår store gener for patienter og ansatte, siger Bjørn Laborne Dencker Hansen

LED-teknologi

Aarsleff har stor erfaring inden for fornyelse af afløbsinstallationer med strømpeforinger og har ved hjælp af virksomhedens egen bluelight-teknologi gennem de senere år renoveret en række hospitaler i Danmark. Blandt andet Aarhus Universitetshospital, Vejle Sygehus, Bispebjerg Hospital, Regionshospitalet Randers med flere.

Ifølge projektleder Henrik Brøndum hos Aarsleff har de driftsansvarlige på hospitalerne med tiden erfaret, at hvis der bliver renoveret inden ledningsnettet falder helt sammen, så er det ikke længere forbundet med driftstop og store gener for ansatte og patienter, når kloakkerne skal fornyes

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores teknologi til udhærdning af strømpeforinger er ud over at være mere sikker i forhold til traditionelle udhærdningsmetoder, også markant hurtigere og kræver minimal plads. Derfor er den specielt velegnet til hospitalsområder som her i Horsens, siger Henrik Brøndum.

Det specielle ved den patenterede Bluelight teknologi er, at Aarsleff anvender lysdioder, som ved en bestemt bølgelængde matcher polyesterstrømperne, så strømperne hærder, når LED-lampen kører forbi og lyser ind på strømperne. Hærdningen er computerstyret, hvilket skal sikre en ensartet og 100 procents hærdning.