Abonnementsartikel

Nu skal de to virksomheder og deres produktion af vinterudstyr videreudvikles.

Historien har på rygtebasis cirkuleret i lidt tid i maskinbranchen, men nu er den bekræftet: Saltsprederproducenten Epoke A/S har erhvervet Hydromann, der fremstiller mindre maskiner og udstyr til vintertjeneste. De overtager ejerskabet fra investeringsselskabet Genua.

Hydromann er en international orienteret virksomhed, hvis primære forretningsområde er fremstilling og salg af mindre saltspredere, snefræsere og sneplove under varemærkerne Snowline og Westbjörn. Virksomheden, der ligger i Lem ved Ringkøbing, er en aktivitet i Vestas Aircoil og har en omsætning i niveau DKK 35 mio.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De overtages nu af Epoke, hvis omdrejningspunkt er større højteknologiske saltspredere og redskaber, som sælges over hele verden. Herunder Epoke's egen udviklede GPS styrede spredesystemer. Virksomheden har 165 ansatte i henholdsvis Danmark og Tyskland og er ejet af Erhvervsinvest.

Kristian Olsen, adm. dir. i Epoke udtaler om opkøbet:

- Vi er både glade og stolte over, at Vestas Aircoil og Genua har valgt at sælge Hydromann til Epoke. Hydromann er en attraktiv virksomhed med produkter af høj kvalitet, der komplimenterer Epoke's produktprogram utrolig godt. Vi ser meget frem til at videreudvikle og integrere de to virksomheder.

Godt match

Med erhvervelsen af Hydromann ønsker Epoke at videreudvikle virksomhedens position internationalt og realisere synergier inden for både udvikling, produktion og salg.

- Synergierne mellem Vestas Aircoil's øvrige forretning og Hydromann er begrænsede, hvilket er baggrunden for, at vi har valgt at frasælge aktiviteten. Det har været vigtigt for os, at Hydromann's nye ejer vil fortsætte med at drive og videreudvikle virksomheden. Vi mener, at Erhvervsinvest og Epoke er et godt match, siger Steen Brinch Gildenpfennig, adm. dir. i Vestas Aircoil.