Abonnementsartikel

Stigende efterspørgsel på miljørigtig nedbrydning og fastpris får nedrivningsvirksomheden J. Jensen til at opruste med nyt kontor.

Fremgangen i den danske byggebranche smitter også af hos Nedrivningsselskabet J. Jensen, der netop nu oplever stigende efterspørgsel på miljørigtige nedrivninger. En fortsat stigende del af disse efterspørgsler kommer fra Jylland, og derfor etablerer J. Jensen nu med jysk afdeling.

J. Jensen har gennem mange år været til stede i Jylland, hvor projektchef Kai Voldstedlund har haft ansvaret for at udvikle den jyske del af forretningen. Han suppleres nu af Thomas Kolbeck, der kommer fra en rekrutteringsvirksomhed, hvor han blandt andet har rekrutteret medarbejdere og vikarer til bygge- og anlægsbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kai Voldstedlund har gennem mange år gjort et fortrinligt stykke arbejde, der betyder, at vi i dag stadigvæk oplever en stigende efterspørgsel på nedrivningsopgaver med fokus på omgivelser, miljø, arbejdsmiljø og fastpris. Derfor giver det mening, at vi nu opruster og åbner en selvstændig afdeling med medarbejdere, der skal servicere det jyske marked med de ydelser, vi er kendt for hos J. Jensen, siger Isak Nielsen, administrerende direktør i J. Jensen.

Brancheerfaring

- Vi har store forventninger til, at vi kan skabe en stærk afdeling i Jylland og blive en endnu større spiller på det jyske marked. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi får Thomas Kolbeck med ombord. Thomas kender til vores forretning og har gennem flere år vist, at han er god til at bygge op, udvikle og sammensætte den rigtige medarbejderstab. Samtidig har han et stærkt netværk i Jylland, der giver os mulighed for at opruste forretningen, siger Isak Nielsen.

Thomas Kolbeck har siden 2013 drevet Kolbeck Vikar & Rekruttering, der med hovedsæde i Viborg hjælper erhvervslivet med vikarer og rekruttering. Blandt andet har Thomas Kolbeck arbejdet tæt sammen en række virksomheder i bygge- og anlægningsbranchen, og det er den erfaring, han skal bygge videre på, når han får ansvaret for at opbygge den helt nye J. Jensen-afdeling som ny afdelingschef.

- Det er en stor og spændende mulighed at blive en del af landets førende nedrivningsvirksomhed og en branche, jeg kender godt. Jeg brænder for at arbejde med mennesker og bygge op, hvilket jeg får muligheden for her. J. Jensen har gennem mere end 30 år været med til at sætte standarder for nedrivningsbranchen, når det gælder bl.a. innovation, miljørigtig nedrivning, cirkulær økonomi og efteruddannelse af medarbejderne, og den udvikling skal vi bygge ovenpå i Jylland, siger Thomas Kolbeck og fortsætter:

- Vi er allerede på udkig efter nye medarbejdere, så vi kan sætte det rigtige hold, der matcher den kvalitet, der kendetegner J. Jensen. Ambitionen er, at vi inden for en overskuelig årrække skal have en afdeling, der tæller i størrelsesordenen +30 mand, og dækker hele Jylland. Det kan vi kun, fordi vi har så solid en organisation i ryggen, der ser et stort potentiale i at være endnu mere til stede i Jylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye J. Jensen-afdeling vil fysisk være placeret i Viborg.