Abonnementsartikel

Tunnelboremaskinen Inge har overstået første etape af tunnelbyggeriet på M4 Sydhavn. Der er nu nybygget tunnel fra Enghave Brygge til Sluseholmen.

Som meget andet anlægsarbejde er metrobyggeriet på M4 Sydhavn også ramt af corona-krisen. Pt. er det kun den ene af de to tunnelboremaskiner, som er i drift, men den nåede til gengæld en vigtig milepæl i løbet af påskeferien. Tunnelboremaskinen Inge er nu fremme ved stationen Sluseholmen.

- Det er glædeligt, og en dejlig milepæl at nå, i en ellers udfordrende tid. Vi kører for nedsat kraft som følge af corona-krisen, men det er lykkedes os at holde produktionen i gang. De folk, som er på arbejde, de knokler virkelig for sagen, og det er betryggende, at vi er i stand til at opretholde noget fremdrift på projektet, siger Mikkel Kjær Jensen, projektdirektør i Metroselskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I løbet af marts og april har der været færre medarbejdere på byggepladserne, blandt andet fordi flere udenlandske medarbejdere valgte at returnere til deres hjemlande. For at skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø på byggepladserne har Metroselskabet sammen med entreprenøren indført ekstra foranstaltninger, så alle medarbejdere, der rejser til Danmark fra et andet land, skal have været i 14 dages karantæne i Danmark, før de må færdes på byggepladserne på metroprojektet i Sydhavnen.

Tunnelboremaskinen Inge ventes at fortsætte tunnelbyggeriet i løbet af en måneds tid, når hun tager hul på anden etape fra Sluseholmen til Mozarts Plads. Indtil da gennemgår maskinen almindeligt vedligeholdelsesarbejde, hvorunder Inge blandt andet får skiftet "tænder", så hun er klar til at gnave sig igennem mere af undergrunden i Sydhavn.