Abonnementsartikel

Regeringens nye udspil om fair og lige konkurrence bliver varmt modtaget hos brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører.

Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører, DM&E, hører ugentlig fra medlemsvirksomheder, der oplever unfair konkurrence fra offentlige aktører og bakker derfor op om regeringens nye udspil om Fair og lige konkurrence. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Brancheforeningen mener, det er vigtigt, at der bliver sat klare regler op for, hvorledes offentlige aktører afgiver kontrolbud, hvis man også fremadrettet vil have private virksomheder til at byde ind på opgaverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To elementer

DM&E er særlig begejstret for især to vigtige elementer i det netop fremkomne udspil. Den ene handler om, at der skal være klarere regler for, hvilke opgaver der bedst løses af offentlige aktører, og hvilke der bedst løses af private virksomheder.

En anden del af udspillet behandler gennemsigtige regler for fair prissætning og lige vilkår, når offentlige aktører og private virksomheder konkurrerer mod hinanden.

- Vi får ugentligt henvendelser fra virksomheder, der oplever en unfair konkurrence, når opgaver udbydes, og en offentlig enhed samtidig afgiver et såkaldt kontrolbud, fortæller konsulent i DM&E Søren Christensen.

Urealistiske bud

Nogle gange oplever DM&E helt urealistiske bud fra offentlige aktører, som ligger langt under kostprisen af, hvad en effektiv privat virksomhed kan udføre det til. Det er en minimumskostpris, når der er tale om opgaver, der "kun" kræver en maskine, en mand og noget brændstof, og som desuden skal udføres i en vis kvalitet inden for en given tid, skriver DM&E.

- Når kontrolbuddet ligger under denne kostpris, er der noget galt. Enten er den offentlige tilbudsgiver mere oplyst end den private, eller også er alle omkostninger ikke medregnet, forklarer Søren Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senest har DM&E fået kendskab til en praksis, hvor offentlige aktører af rådgivere køber oplysninger om enhedspriser fra tidligere afholdte udbud til såkaldt benchmarking. Om denne praksis er lovlig eller ej skal være usagt, skriver DM&E.

- Men hvis blot den offentlige aktør medregner alle omkostninger, herunder også alle kapacitetsomkostninger, har branchen ikke noget imod konkurrence, så længe det blot er fair konkurrence, pointerer Søren Christensen.

De offentlige aktørers prissætning har jævnligt været til diskussion. Det er glædeligt, at regeringen nu også tager fat på en diskussion om, hvilke opgaver der ikke hører hjemme hos offentlige udfører, hvor man kan diskutere om eksempelvis rabatklipning, græsslåning og pleje af grønne områder er en offentlig kerneydelse, lyder det fra DM&E.