Lyt til artiklen:

Kompetente dommere klar til DBL - Entreprenør under DM i Skills

00:00
Hastighed: ???x
02:08

Abonnementsartikel

Danmarks bedste mekanikerlærling inden for entreprenørmaskiner findes på lørdag. En række kompetente dommere er ansvarlige for bedømmelsen. Her kan du møde en af dem.

Teknisk supporter Michael Kristensen, Zeppelin Danmark - og selv oprindeligt er uddannet entreprenørmaskinmekaniker - vil stå klar med kuglepen og blok, når lærlingene skal vise deres færdigheder på den Cat 306 gravemaskine, som er del af konkurrencerne ved DBL - Entreprenør, som finder sted under DM i Skills fra 18.-20. april.

Michael Kristensen har over 20 års erfaring med Cat maskiner og har udarbejdet en "kunde-case", som deltagerne skal løse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uden at afsløre noget vil kundecasen bestå i, at kunden har en maskine, som der er problemer med. Det kan både være en justering eller fejlsøgninger. Hvad det præcist er, kan jeg af gode grunde ikke komme ind på her, men det er et realistisk kundescenarie, som eleverne skal forholde sig til, siger Michael Kristensen.

Vurderingen sker ud fra en skala med point, efter hvor godt den enkelte lærling udfører opgaven. Men selv om, det er en slags eksamen, så er det vigtigt for Michael Kristensen, at han som dommer skaber en rar atmosfære under konkurrencen, så lærlingene føler sig trygge og komfortable, mens han vurderer dem.

- Jeg står lidt på afstand, men vil også stille nogle spørgsmål for at skabe en afslappet og konstruktiv, faglig dialog og få dem til at sænke skulderene lidt. Tage presset af dem, så de kan udfolde sig. Jeg er her ikke for at være efter dem, men for at få dem til at præstere bedst muligt, siger Michael Kristensen.

Dommergerningen er ikke ny for Michael Kristensen. Han var også med i 2022 og kunne der konstatere, at niveauet er højt blandt lærlingene.

- Der er slet ingen tvivl om, at de er fagligt dygtige og har en massiv viden. Og den skal vi have sat i spil under konkurrencen. Det understøtter vi bedst ved at tage noget af presset væk fra dem, siger Michael Kristensen.