Lyt til artiklen:

Vejdirektoratet foreslår ny, ekstra bro eller sideudvidelse af Vejlefjordbroen

00:00
Hastighed: ???x
04:26

Abonnementsartikel

Vejdirektoratet har gennemført en forundersøgelse af mulighederne for at udbygge E45 ved Vejlefjordbroen og kommer med tre forslag.

Trafikken henover Vejlefjordbroen har i mange år været stødt stigende, og i dag kører næsten 100.000 biler over broen pr. hverdagsdøgn. Det tal ventes at stige til 123.000 i 2035, og derfor blev det i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 aftalt, at gennemføre en forundersøgelse af udbygningsmulighederne på E45 ved Vejlefjordbroen.

Den er klar nu, og Vejdirektoratet kommer med tre forslag til udbygning af broen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

  • Lille sideudvidelse
  • Stor sideudvidelse
  • Ny parallelbro

Det første forslag vil koste 1,7 milliarder kroner og indebærer at nedbryde den eksisterende kantbjælke og forstærke og forlænge den eksisterende brobaneplade. Ved at støbe et ekstra element på den eksisterende bro vil broens bredde kunne øges med mellem 1,7 og 2,5 meter i hver side. Dermed udvides kapaciteten til fire spor i hver retning, hvor der må køres 90 km/t. Med dette forslag er der ikke plads til hverken nødspor eller stiforbindelse på broen.

Det andet forslag vil koste 2,9 milliarder kroner og indebærer etablering af højtliggende konsoller eller "vinger" på de eksisterende bropiller på hver side af broen. På "vingerne" etableres langsgående bærende bjælker i stål, der er 110 meter lange, svarende til afstanden mellem bropillerne. Ovenpå stålbjælkerne udvides den eksisterende brobaneplade, og der støbes et nyt sammenhængende kørebaneareal og en ny kantbjælke. Den store sideudvidelse vil give mulighed for at etablere fire fulde kørebaner samt nødspor i hver retning og tillade hastigheder op til 110 km/t. Desuden vil der sandsynligvis kunne laves en stiforbindelse til cyklister og fodgængere.

Det tredje forslag er det klart dyreste og vil koste 3,4 milliarder kroner. Her foreslås det, at en parallelbro bliver opført øst for Vejlefjordbroen og projekteret, så den matcher Vejlefjordbroens arkitektoniske udtryk. Konkret betyder det, at den nye parallelbro vil få samme højde, og bropillerne vil følge Vejlefjordbroens takt, så spændlængderne er de samme. Når bropillerne således er "ud for hinanden", vil den nye bro gå i ét med Vejlefjordbroen, når man ser dem inde fra Vejle by. Al nordgående trafik vil blive samlet på den ny parallelbro, der får fire kørebaner samt et nødspor. Den nuværende bro vil blive omdannet, så der gøres plads til fire kørebaner og et nødspor til sydgående trafik. Desuden vil der på Vejlefjordbroen kunne indrettes en stiforbindelse til cyklister og fodgængere. Konceptet for den ny parallelbro er det samme som Vejlefjordbroen med samme faglængder og en betonkassedrager, som etableres segmentvis ved fri frembygning ligesom udførelsesmetoden for Vejlefjordbroen i sin tid. Denne løsning muliggør den samme krumme underside som brodækket på Vejlefjordbroen.

rich-media-3
Visualisering: Vejdirektoratet.

De tre udbygningsforslag vil påvirke landskabet omkring Vejlefjordbroen forskelligt, men det står klart, at anlæg af en ny parallelbro vil have de mest omfattende konsekvenser for det omkringliggende landskab. Den nye parallelbro er desuden det udbygningsforslag, der vil have den største påvirkning på natur og miljø, fordi dette udbygningsforslag indebærer en permanent arealinddragelse.

Ingen af udbygningsforslagene er samfundsøkonomisk rentable viser Vejdirektoratets samfundsøkonomiske analyse. Den store sideudvidelse har den højeste interne forrentning af de tre udbygningsforslag. Det betyder, at det umiddelbart er den mest attraktive løsning set fra et økonomisk perspektiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover de tre førnævnte udbygningsforslag har Vejdirektoratet vurderet en række alternativer heriblandt en tunnel, en asymmetrisk sideudvidelse, en bro i to etager og en sideudvidelse af kørebanen ved forlængelse og forhøjelse af brodækkets tværbjælker. De løsninger har man dog valgt ikke at arbejde videre med af forskellige årsager.

Hvis der er et politisk ønske om at arbejde videre med et eller flere af de tre udbygningsforslag, vil der skulle gennemføres en egentlig miljøkonsekvensvurdering, inden der politisk kan træffes beslutning om igangsættelse af et anlægsprojekt.