Abonnementsartikel

I nat klokken 00.41 startede vinteren officielt, for da rykkede Vejdirektoratets saltbiler ud for første gang.

Stedet var Svingbroen i Næstved, og dermed begyndte vinteren syv dage senere end sidste år, hvor saltbilerne blev sendt i aktion den 24. oktober. Til gengæld var det en gammel kending, som saltbilerne var på besøg hos. Svingbroen i Næstved er en stålbro, der hurtigt får rim på kørebanen, når der blæser en kold vind. Carina Meldgaard Frandsen, der er vinterservicekoordinator i Vejdirektoratet fortæller, at denne bro før har været blandt de første steder, der er blevet saltet.

Tæt på andre steder

- Derudover var vi faktisk også tæt på at skulle salte i både Nordjylland, Østjylland og på Sjælland, men det viste sig i sidste ende ikke at være nødvendigt. Det vil dog ske inden længe, for vi kan mærke, at det for alvor er ved at blive koldere om natten, siger Carina Meldgaard Frandsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejdirektoratets Vintertjeneste

Vejdirektoratets Vintertjeneste styres fra Vejdirektoratets vintervagtcentral i Aalborg. Den er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene. Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået - eller vil opstå - sørger vintervagten for, at der bliver saltet og ryddet sne. Man kan selv følge med i Vejdirektoratets saltning af veje og se, om sneploven har været i gang på www.vintertrafik.dk.