Abonnementsartikel

Med en opgraderet kabine, solid manøvredygtighed og høj transportvenlighed er den nye minigraver Bobcat E27z klar til sæsonens mange have- og anlægsprojekter.

Svenningsens lancerede for nylig markedets største minigraver, der kan transporteres med et trailerkørekort.

Udover at lette transporten mellem opgaverne, ruster det handy design med zerotail-udsving brugeren til at klare en lang række opgaver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på førerkomfort

Udover forbedret hydraulik er Bobcat E27z forsynet med et bredt spektrum af fabriksmonteret udstyr. Det gælder bl.a. dobbelt proportionalt virkende joystick med rullekontakter, der giver optimal styring af de dobbeltvirkende olieudtag. Oliemængden er justerbar og reguleres nemt ved hjælp af computeren, der samtidig sikrer let adgang til en lang række værktøjer.

Ifølge salgskonsulent Kenneth Knøfler fra Svenningsens har førerkomforten været i højsædet, da man designede kabinen. F.eks. letter den brede dør indstigningen, så du uden besvær kan indtage det standardmonterede og mekanisk affjedrede sæde.

- Kabinen er gjort ekstra rummelig takket være rullekontakterne, der fjerner behovet for pedaler til at styre olieudtagene. De smalle vinduesstolper sikrer et ekstra stort vinduesareal, som kombineret med de fire kraftige LED-lamper giver føreren et virkelig godt udsyn. Vil du reducere støjniveauet yderligere, er det bare om at aktivere radioen med AUX-indgang, forklarer han.

Klarer en bred vifte af opgaver

Med en totalvægt på 2700 kg er Bobcat E27z den største minigraver, man kan transportere med et trailerkørekort. En integreret vægtklods sørger for optimal vægtfordeling til trods for den lille maskinbredde.

Steen Egegaard Gørding er entreprenør med speciale i anlægsarbejde, herunder have og park, belægning og byggemodning. Til at løse opgaverne råder det lille tomandsfirma over forskelligt materiel, heriblandt gravemaskiner, plæneklippere og senest en Bobcat E27z. Ifølge entreprenøren er det et stort plus at arbejde med en minigraver, der kan transporteres på en stor maskintrailer. Samtidig forhindrer zerotail-udsvinget, at bagenden svinger ud over bælterne - et stort plus, når det daglige gravearbejde skal udføres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye Bobcat kan kapere en bred vifte af graveopgaver, herunder gravning af buske, flisearbejde mv. Faktisk kan den grave lige så meget som en rendegraver, men den er mere handy. Frem for alt giver det en stor fleksibilitet, at den kan transporteres med et trailerkørekort, fordi vi nemt og bekvemt kan pendle mellem alle vores igangværende projekter. Og så er komforten lige, som den skal være, konstaterer han.

Øget servicevenlighed

Også servicevenligheden har fået et løft med den nye minigraver. Derfor er der nem adgang til en række af de vigtige enheder såsom filtre, oliepind og batteri. Samtidig er alle smørenipler, som ellers er svært tilgængelige, blevet forlænget og samlet centralt, og det letter smøring med den medfølgende fedtsprøjte, der har sin egen holder i motorrummet. Takket være auto idle-systemet er der desuden fordele at hente, hvad angår brændstoføkonomien, da maskinen automatisk omstiller sig selv til tomgang.

Bobcat E27z har efterhånden indtaget en række udvalgte forhandlere, ligesom den kan opleves og afprøves på de mange dyrskuer, der løber af stablen henover sommeren.