Abonnementsartikel

Banedanmark er nu i slutforhandlinger med et konsortie om elektrificering af det danske jernbanenet.

Det danske jernbanenet skal elektrificeres. Fire konsortier bød ind på den omfattende opgave, og Banedanmark har nu indledt slutforhandlingerne med det konsortium, der er blevet foretrukket. Det drejer sig om Aarsleff-Siemens.

- Vi har været rigtig glade for at have stået med fire stærke bydere med stærke referencer fra lignende projekter, hvor de har leveret til aftalt tid og pris. Det har givet os en skarp konkurrence og gode bud på så vigtig en opgave i forhold til at skabe rammerne for en langt mere moderne jernbane. Med el-tog kan vi skabe en mere fleksibel og effektiv jernbanedrift for person- og godstransport, samtidigt med at vi tager større hensyn til miljøet, siger adm. direktør Jesper Hansen, Banedanmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Valget af Aarsleff-Siemens sker, fordi konsortiet har afgivet det samlede set økonomisk mest fordelagtige bud.

- Det har også været væsentligt for Banedanmark at få en leverandør, der har den fornødne erfaring fra lignende projekter, hvor elektrificering af mere end 1.300 km jernbane skal koordineres med andre store projekter - for Banedanmarks vedkommende primært Signalprogrammet og hastighedsopgraderinger i forhold til Timemodellen, siger han.

Tildelingskriterierne er vægtede således, at prisen er afbalanceret over for den tekniske løsning og evnen til at gennemføre projektet til tiden med så få gener for passagererne som muligt.

Jesper Hansen forventer, at den endelige kontrakt på elektrificering af den danske jernbane underskrives sidst i maj.