sonsoreret-indhold

Lyt til artiklen:

Mobilt anlæg til kalkstabilisering er klar til Prøvestenen

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Abonnementsartikel

Norrecco vil i gang med at kalkstabilisere lerjord, og det skal produceres i et eldrevet blandeanlæg fra Dansk Anlægsteknik.

Der er efterhånden mangel på råstoffer i Danmark, og den dagsorden har virksomheden Norrecco, som både behandler jord og bygge- og anlægsaffald, fokus på.

Som led i det har Norrecco indgået et samarbejde med Dansk Anlægsteknik om at anvende et af deres mobile blandeanlæg til kalkstabilisering af lerjord.

- Vi kan tage noget jord ind, som ikke kan bruges som råstoffer. Når det så er blevet kalkstabiliseret, kan vi sende det videre som råstoffer som erstatning for eksempelvis fyldsand, bundsand og stabilgrus.

- Det er vores baggrund for at gå ind i det her, siger Julie Katrine Jensen, seniorprojektleder hos Norrecco.

Mobilt anlæg er sat op

Kalkstabilisering er behandling af lerjord med brændt kalk.

Ved at tilsætte typisk en til to procent brændt kalk i lerjorden, ændres jordens struktur fra at være våd til et produkt, der ligner sand og grus. Det er den proces, som det mobile anlæg fra Dansk Anlægsteknik sørger for.

Efter behandlingen i det eldrevne anlæg er overskudsjorden indbygningsklar.

rich-media-1
Dansk Anlægsteknik har base i Vejstrup på Fyn. Foto: Dansk Anlægsteknik.

Norrecco har pladser og behandlingsanlæg fordelt i hele landet. Kalkstabiliseringsanlægget fra Dansk Anlægsteknik er blevet sat op på behandlingsanlægget på Prøvestenen.

- Noget af det smarte ved det her er, at det er et mere eller mindre lukket anlæg. Så man kommer ikke i kontakt med den læskede kalk, som rent arbejdsmiljømæssigt ikke er særligt godt at arbejde med.

- Vi ser også en fordel i, at Dansk Anlægsteknik kommer med en stor erfaring med at lave kalkstabilisering, og vi glæder os til at kunne levere kalkstabilisering som en løsning til vores kunder, siger Julie Katrine Jensen fra Norrecco.

Mangel på sand og grus

Det mobile anlæg skal arbejde på modtagepladsen frem til foråret, og det ser Norrecco frem til.

- Vi har haft en god dialog på møderne. Så det bliver spændende, siger seniorprojektlederen.

rich-media-2
Carsten Johansen er direktør for Dansk Anlægsteknik. Foto: Dansk Anlægsteknik.

Norrecco blev grundlagt i slutningen af 2007 og er en del af Reconor Gruppen, der også ejer City Container. Når virksomheden modtager overskudsjord, er det med henblik på udsortering af sten og brokker til genanvendelse.

Samtidig sikrer Norrecco en miljømæssig karakterisering af jorden, før den slutdisponeres til nyttiggørelse eller til specialbehandling.

Nu er tiden inde til at forsøge sig med kalkstabiliseret lerjord.

- Vi mangler sand og grus i stor stil, og det problem bliver ikke mindre. Vi er nødt til som samfund at tænke i nogle alternative løsninger og tænke i øget genbrug og genanvendelse, siger Julie Katrine Jensen.

Ved større eller mindre opgaver er kunderne altid velkomne til at kontakte Dansk Anlægsteknik ApS, som har base i Vejstrup på Fyn.