Abonnementsartikel

Både en Kattegatforbindelse og en tredje Limfjordsforbindelse er med i finansloven for 2019

Regeringen og Dansk Folkeparti blev forleden enige om en finanslov for 2019, hvor parterne har besluttet, at man efter nytår - på baggrund af et oplæg fra regeringen - vil se på en infrastrukturplan med fokus på veje.

- Det skal være let at komme på arbejde eller fragte varer uanset, hvor man bor eller driver virksomhed i Danmark. Derfor er jeg glad for, at regeringen og Dansk Folkeparti har givet hinanden håndslag på, at vi skal lægge en plan for, hvordan vi kan udvikle infrastrukturen efter 2020, hvor der igen er økonomisk råderum. Fremtidige infrastrukturprojekter skal blandt andet understøtte en høj mobilitet og en forbedret kapacitet på det danske vejnet, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forlængelse heraf indeholder aftalen blandt andet midler til opdatering af en række VVM-undersøgelser og beslutningsgrundlag for en række anlægsprojekter, blandt andet opdatering af VVM-undersøgelse for en 3. Limfjordsforbindelse, forundersøgelse af kapacitetsforbedring på Amagermotorvejen samt opdatering af VVM-undersøgelse for Frederikssundsmotorvejens 3. etape.

Særligt er jeg glad for, at vi kan sætte gang i en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat, ligeså snart resultatet af den igangværende screening foreligger.

Ole Birk Olesen

Transport-, bygnings- og boligminister

Kattegatundersøgelse

Desuden vil partierne igangsætte en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat. Forundersøgelsen vil være den første konkrete planlægningsundersøgelse af en Kattegatforbindelse og vil kunne give et billede af, hvordan en fremtidig forbindelse potentielt kan se ud.

- Når man tager i betragtning, hvor få midler vi har til rådighed til forbedringer og nye investeringer på transportområdet, er det en finanslovsaftale, som jeg er godt tilfreds med. Særligt er jeg glad for, at vi kan sætte gang i en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat, ligeså snart resultatet af den igangværende screening foreligger. Vi sikrer en forbedret mobilitet for lastbilbranchen, som hver dag holder hjulene kørende i Danmark. Og vi har en aftale om en procesplan for, hvordan vi får taget stilling til investeringer i transportinfrastruktur i perioden 2021-2030, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.