Abonnementsartikel

Det er nu besluttet, at sporene skal sænkes ved banegården i Aarhus for at give plads til fremtidens el-tog.

Det kniber med højden ved Aarhus Hovedbanegård - i hvert fald når den kommende elektrificering af hovedstrækningen i Østjylland skal gennemføres.

Et af løsningsforslagene har hidtil været, at man kan rive den gamle Bruuns Bro ned - et andet forslag at man sænker sporene ved nedgravning. De fleste af byens borgere ser helst en bevarelse af den gamle bro, og regeringen bakker op om den lokale interesse, der er for at bevare Bruuns Bro og Bruuns Arkade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen netop anbefalet Togfondspartierne, at de følger Banedanmarks indstilling og sporsænker Bruuns Bro. Partierne har valgt at følge denne indstilling, som udover at gøre det muligt at elektrificere Aarhus H også sikrer, at Bruuns Bro bliver bevaret.

- Jeg er meget glad for, at partierne følger min anbefaling. På den måde lytter vi nemlig til de lokale ønsker, samtidig med at vi har respekt for skatteborgernes penge og bevarer den hyggelige arkade, siger Ole Birk Olesen.

Løsningen indebærer, at sporene sænkes 40-50 centimeter. Prisen bliver ifølge Aarhus Stiftstidende omkring 209 millioner kroner. Den anden mulige løsning var dyrere, da det vil koste 273 millioner kroner at rive bro og vandrehal ned og bygge dem op igen.