MÜNCHEN: Super Saturday er mest kendt som den sidste lørdag før juleaften. Den er indbegrebet af kaos, menneskemylder. Af folk der skubber og tvinger sig foran i køen.

Tag det og tilsæt en positiv menneskemængde, der går blandt nogle af de ting, de elsker allermest, og så har du tilsat alle ingredienserne til den gryderet, der udgjorde lørdagen på Bauma.

Super Saturday dækker over den klart mest besøgte dag på Baumas syv messedage. Målet og håbet fra arrangøren Messe München var, at der kom 600.000 besøgende igennem tællerne over hele ugen. Når man gik rundt denne lørdag, virkede det til, at alle mand havde valgt at komme samme dag.

Gigantområder og kedelige kinesere

Det er naturligvis de største stande, der trækker de fleste folk. Det er naturligt, at Liebherrs 14.400 kvadratmeter skaber en myreture af mennesker. Det er lige så naturligt, at store brands som Komatsu, Volvo og Doosan trækker folk til sig. Men det var nogle svære scenarier, der udspillede sig på "Bauma Boulevard". Det var vejen, der delte udendørsarealerne op.

For selvom messehallerne og hele området rundt om var fantastisk godt skiltet, kunne vejen slet ikke håndtere, at alle de store virksomheder var samlet nogenlunde tæt på hinanden. Det betød, at alle, der skulle til og fra udendørsarealerne, stimlede sammen på ganske få hundrede meter.

Ligesom når man åbner døren i en sauna, blev man øjeblikkeligt ramt af varme og klaustrofobiske tendenser, når man trådte ud på Bauma Boulevard. Tag et skridt til venstre - så rammer du en mand. Tag et skridt til højre, og så står der en seksårig med en ballon. Stå stille og bliv skubbet frem af et menneskeligt løbebånd, mens der bliver råbt vrede, tyske gloser direkte ind i nakken på en.

Sådan var det dog slet ikke alle steder. I den ene hal var et helt område dedikeret til asiatiske firmaer med diverse småting og reservedele. Selvom denne journalist gik forbi der to gange, var der ikke en eneste, der så meget som holdt ind og tog en uforpligtende snak.

Siebzehn euro für ein schnitzel

I alt var der 18 haller plus udenomsarealer. Alle haller indeholdt en bistro, mens en lang række af boder og småkravl kunne stille den hurtige sult med en halvtør brezel, en sprød bockwurst eller en iskold weissbier.

Men det var langt fra alle madboder, der tog imod dankort. En selvfølgelighed i Danmark er en bonus i München. Det betød blandt andet, at hallernes hæveautomater til sidst måtte give op.

Og i sidste ende samlede det de besøgende endnu mere i bestemte områder. For køen var længere og større ved de boder, der tog imod kort.

Men menneskemængden, de manglede muligheder for kort og nogle ret pebrede priser på fadøl til trods, var der glæde. Man kunne høre latter, hver gang man gik ind i en ny hal. Folk nød det utrolige udvalg af maskiner og brugte dagen som en oplevelse.

Så i virkeligheden levede dagen slet ikke op til sit berygtede navn. Folk var simpelthen for positive og optimistiske på trods af småproblemerne. Men det gjorde bestemt ikke dagen mindre interessant.