Lyt til artiklen:

Nordic Waste og søsterselskab får ny hovedauktionær

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Abonnementsartikel

SDK Freja styrker sin position indenfor miljø ved overtagelse af aktiemajoriteterne i miljøvirksomhederne Nordic Waste og DSH Recycling

SDK Freja har overtaget aktiemajoriteten i miljøvirksomheden Nordic Waste og dennes søsterselskab, DSH Recycling. Begge virksomheder ligger mellem Aarhus og Randers, og SDK Freja ejer nu 70 procent af aktiekapitalen i begge selskaber.

Og det glæder SDK Frejas koncerndirektør, Søren Gran Hansen

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med overtagelse af aktiemajoriteten af Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling sikrer vi, at SDK Freja i endnu højere grad bidrager til grønne løsninger. Derudover er Nordic Waste en sund og veldrevet forretning, som vi glæder os til at give et ekstra skub, siger Søren Gran Hansen.

SDK Freja er med 1350 fuldtidsansatte og en årlig omsætning på seks milliarder kroner en af Danmarks største virksomheder indenfor logistik og shipping. SDK Freja er ejet af moderselskabet USTC, der på verdensplan beskæftiger flere end 4000 ansatte fordelt på 145 lokationer i 38 lande.

Nordic Wastes hovedfokus er at vaske og rense forurenet jord, så det igen kan anvendes i diverse industrier. Nordic Waste kan med sit vaskeanlæg rense op mod 200.000 tons jord om året. Virksomheden er den eneste af sin slags i Danmark.

Nye roller

Den nye fordeling af aktierne betyder også en ændring på ledelsesgangene i Nordic Waste og DSH Recycling.

Den nuværende direktør og medstifter af begge virksomheder David York bliver bestyrelsesformand for Nordic Waste og DSH Recycling, og han bytter dermed roller med den nuværende bestyrelsesformand Lene Lange, som bliver direktør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været et privilegium at iværksætte og drive Nordic Waste og DSH Recycling, og nu er det på tide at få nye kræfter ind, siger 62-årige David York og tilføjer:

- Lene Lange kender virksomhederne og har vist, at hun er den rette til at lede os videre og sikre kontinuitet på ledelsesgangene.

49-årige Lene Lange, der er uddannet advokat, kommer fra en stilling som COO i ejendomsudviklingsvirksomheden Bricks, hvor hun havde ansvaret for jura, HR og implementering af strategiske projekter.

- Jeg er glad for nu at skulle have min daglige gang i Nordic Wastes ledelse. Jeg har som bestyrelsesformand set, hvor spændende en udvikling virksomheden er gået igennem, og jeg glæder mig til at føre Nordic Waste og DSH Recycling endnu længere fremad og til at løse grønne problemstillinger, siger hun.

Lene Lange og David York indtræder i de nye roller fra den 1. oktober 2022.