Abonnementsartikel
I halvanden måned har en mand udgivet sig for at være en kloakmester og bestilt varer for millioner.
To minigravere med GPS, 26.000 kvadratmeter gulv, stilladser for op mod to millioner kroner og Appleprodukter til 60.000 kroner. Det er bare nogle af de tilfælde, hvor en mand har forsøgt at købe produkter på vegne af kloakmester Michael Nørgaard og hans firma Ans-Iller Kloak og Anlæg.
Svindleren har forsøgt at købe byggematerialer, maskiner og tjenester for over 10 millioner kroner, har kontorassistent Tanja Søby Mortensen gjort op. Det er dog usikkert, om han har haft held med at få nogen af tingene udleveret, og hvad han ellers har forsøgt sig med.
- Der er helt sikkert foregået mere, som vi ikke kender til, siger hun.
Derfor advarer det rigtige Ans-Iller Kloak og Anlæg på Facebook og i mails til deres kunder og samarbejdspartnere imod, at lade svindleren handle i virksomhedens navn.
Skræmmende og ulækkert
Alligevel fortsætter forsøgene på misbrug, og kampen slider på det lille firma, som er efterladt i vildrede.
- Jeg tager det roligt, for andet kan jo ikke hjælpe noget. Men det er fandme skræmmende og decideret ulækkert, at sådan noget kan ske, siger Michael Nørgaard.
For den rigtige kloakmester begyndte sagen midt i august, hvor Miele kontaktede kontoret om, at den falske virksomhed havde bestilt udstyr hos dem til 48 huse på Sjælland. Det undrede Michael Nørgaard meget, for den opgave kendte han intet til. Herfra tog svindelforsøgene fart.

Falsk hjemmeside
I mails fra det falske kloakfirma viste det sig, at tyven har oprettet en gennemarbejdet hjemmeside i kloakmesterens navn. Her bruger han logoet fra den rigtige virksomheds Facebookside.