Abonnementsartikel

Myndighederne er blevet snydt for over 51 millioner svenske kroner.

De svenske skattemyndigheder har i de seneste to år skredet ind overfor cirka 20 svenske virksomheder, der har været involveret i momssvig, når brugte entreprenørmaskiner er blevet bragt ind i landet og solgt. Det skriver det svenske medie ATL.

- Dette fænomen er steget betydeligt i de senere år. De involverede virksomheder har forsøgt at komme udenom momsbetalingerne ved at handle over grænserne. Da kan de sælge sine maskiner til en væsentligt lavere pris end alle andre, som følger reglerne, udtaler Mats Berntsson, områdeansvarlig i det svenske Skatteverket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fleste af virksomhederne, som Skatteverket har afsløret, er stråmandsselskaber, hvor personer mod en betaling påtager sig det juridiske ansvar, som de sande reelle involverede ønsker at undgå.

Flere af selskaberne har været forbundet på forskellige måder, og i nogle tilfælde har selskaberne haft hjemme uden for Sverige. Disse er ifølge ATL blevet anvendt som redskab til at skaffe maskiner fra andre EU-lande uden moms. Momsen er siden blevet lagt på maskinerne ved salg i Sverige men ikke indbetalt til Skatteverket.

Lange fængselsstraffe

Den samlede værdi af entreprenørmaskinerne, som indgår i svindlen, er omkring 200 millioner svenske kroner, og beløbet, som er unddraget Skatteverket er opgjort til over 51 millioner svenske kroner. Nogle af sagerne har allerede givet lange fængselsstraffe, skriver ATL.

- Vi udfører kontroller af forskellige typer af handler over grænserne, og i den seneste tid har vi sat særlig fokus på brugte entreprenørmaskiner. Vi har et omfattende samarbejde med andre EU-lande, hvor vi udveksler oplysninger og koordinerer indsatsen, som er en forudsætning for succes, siger Mats Berntsson.