Abonnementsartikel

IBF's permarør og permabrønde kunne i løbet af kort tid lede vandet væk, da Horsens blev ramt af skybrud i juni.

IBF's permarør og permabrønde er en nyudviklet løsning, som skal kunne håndtere de udfordringer, der opstår under skybrud. Og da Horsens en dag i juni blev ramt af voldsomme mængder nedbør, fik systemet lov til at bevise sit vejr.

Her har man en lang tradition for afholdelse af udendørskoncerter - og specielt området omkring det gamle fængsel bliver hyppigt anvendt til koncerter. Derfor er også man dybt afhængig af et afvandingssystem, der kan håndtere de voldsomme skybrud. I foråret 2016 havde Fængslet i samarbejde med Grøn Vækst Horsens etableret en LAR-løsning med permabrønde fra IBF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betød samtidigt, at systemet var klart, da byen blev ramt af 115 millimeter nedbør.

- Koncertpladsen fremstod brugbar allerede få timer efter skybruddet - så vi må sige at afvandingen af koncertpladsen er bestået. At vi så opnår dette indenfor en bæredygtig ramme, hvor vi nedsiver regnvandet fra mere end tre hektar, er jo en ekstra gevinst. En miljøprofil er en del af alle moderne virksomheder - også koncertsteder, siger Claus Petterson, chef for Fængslet.

Overstiger forventninger

- Vi har i samarbejde med Fængslet arbejdet med at forbedre publikumsfaciliteter på koncertpladsen. På baggrund af Byrådets ønske om at vi understøtter ny og grøn teknologi, rettede vi henvendelse til IBF om opgaven med at sikre LAR (Lokal afledning af Regnvand) på koncertpladsen. Vi fik et konstruktivt medspil fra dag et og står i dag med et resultat, der langt overstiger vores forventninger, siger Frode Frederiksen fra Grøn Vækst Horsens og fortsætter:

- Der er ikke tvivl om, at vi og andre kommuner kommer til at anvende teknologien i arbejdet med klimasikring, og dermed er der et forretningspotentiale, der kommer til at skabe arbejdspladser i branchen.

Opsamler miljøskadelige stoffer

IBF's Permarør og permabrønde er fremstillet af en porøs beton, der ifølge producenten både er stærk nok til at bære tung trafik, når brønd og rør er anlagt under vejbanen, og samtidig tillader regnvand at sive ud gennem rørets betonvæg. Når betonen netop tåler et højt tryk fra tung trafik, opbygges den direkte under befæstelsen. Alternativt opbygges systemet som et sideanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Normalt opbygges et system af serieforbundne rør og brønde med indløb i den ene ende. Derved er det også muligt at følge med i hvor meget af kapaciteten, der udnyttes i systemet. Vandet, som opfanges i brøndene, ledes ud i undergrunden og vandet håndteres dermed lokalt. Systemet kommer ikke i kontakt med de eksisterende kloaksystemer. Permarør og -brønde passer i størrelse og dimensioner til det eksisterende kloaknet, hvilket betyder, at det ikke er nødvendigt at udskifte hele kloaknettet for at skabe større kapacitet.

Rørets betonvægge skal også kunne opsamle og tilbageholde olie- og tjærerester samt andre miljøskadelige stoffer, som regnsvandet skylder væk fra vejbanen. Samtidig kan filtersandet omkring rørene ligeledes tilbageholde stoffer. Det betyder, at vandet er rent, når det når tilbage til grundvandslagene.