Abonnementsartikel

En ny markedsorienteret organisering af jernbanedriften er ifølge regeringen vejen til en mere effektiv og kundefokuseret jernbanesektor.

Regeringen ønsker en langsigtet og bred politisk aftale om en fremtidssikret jernbane. Regeringen mener, at der er brug for en langsigtet plan, hvor der ikke skiftes kurs undervejs - også af hensyn til økonomien.

På den baggrund vil transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen invitere alle Folketingets partier til forhandlinger om den danske jernbanesektors udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra regeringens side handler det om, at jernbanen skal indrettes, så den imødekommer danskernes transportbehov i fremtiden.

Pålidelig transport

- Jernbanen skal levere hurtig og pålidelig transport til rimelige priser mellem landsdelene. Og så er det vigtigt, at vi sikrer god betjening i hele landet, så vi kan afhjælpe trængslen i de større byer og samtidig sørge for, at borgere i de mindre befolkede egne også har et alternativ til bilen.

Sådan beskriver Ole Birk Olesen regeringens målsætninger for en fremtidssikret jernbane. I den forbindelse vil regeringen markedsorientere togtrafikken og udvide brugen af udbud markant. Begge dele er vigtige redskaber for at opnå en højere økonomisk effektivitet.

En mere effektiv, fremtidssikret jernbane med mere markedsbaserede løsninger vil frigøre betydelige midler til politisk prioritering. Regeringen ønsker, at en mere effektiv jernbane skal være til gavn for passagererne.

- Man vælger kun toget, hvis det er hurtigt, kører til tiden og tilbyder en rejse til rimelige priser, udtaler Ole Birk Olesen og peger på, at den danske jernbanesektor har et stort udviklingspotentiale på netop disse punkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere konkurrence

En netop offentliggjort sektoranalyse viser, at de største økonomiske forbedringer for den danske jernbane ligger i scenarier, hvor man i højere grad end i dag anvender udbud. Dette ligger ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i tråd med udenlandske erfaringer, som viser, at udbud er med til at effektivisere driften.

- I dag kører der alt for mange tog på tidspunkter, hvor der er meget få passagerer, og det skyldes blandt andet en alt for stram styring af togtrafikken, som ikke har kundernes reelle behov i fokus, siger Ole Birk Olesen.

Regeringen vil dog ikke afvise, at et kundefokuseret og effektivt drevet DSB, der kan fungere på markedsvilkår, også kan spille en rolle i fremtidens jernbanesektor.

Ole Birk Olesen vil indkalde partierne til drøftelser om en fremtidssikret jernbane efter sommerferien. Regeringen har som afsæt for drøftelserne offentliggjort debatoplægget 'En fremtidssikret jernbane'.