Abonnementsartikel

Det er ikke muligt for NCC at drive en lønsom foringsforretning i Danmark, og derfor har virksomheden valgt at lægge aktiviteten på hylden herhjemme.

NCC har igennem mere end 20 år arbejdet med foring af forsyningsrør i Danmark.

Arbejdet består i, at eksisterende rør bliver foret med nye rør af for eksempel plastik eller glasfiber, som sikrer, at de eksisterende rør holder tæt uden, at de skal erstattes af nye rør. Det arbejde stopper dog inden længe for NCC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markedsvilkårene i Danmark har gjort, at det ikke længere er muligt for NCC at drive en sund forretning i Danmark.

- Vi har det seneste halvandet år oplevet, at det har været meget vanskeligt for NCC at vinde de udbud, der har været fra de 92 forsyningsselskaber, der er i Danmark. Vi har truffet den svære beslutning at stoppe med foringsaktiviteter i Danmark, siger Carl Erik Hjortshøj, senior projektchef i NCC Infrastructure.

Færdiggør de sidste opgaver

Selvom NCC stopper foringsaktiviteterne i Danmark, vil virksomheden færdiggøre de opgaver, som er i gang på nuværende tidspunkt. Garantien på de allerede udførte opgaver vil fortsat blive håndteret af NCC.

- Vi er i NCC i gang med at udføre flere opgaver rundt omkring i landet. De opgaver vil vi selvfølgelig gøre færdige og forventer at afslutte dem inden årets udgang. Ligesom vi naturligvis vil leve op til de garantiforpligtelser, vi har. Vi vil i løbet af den nærmeste fremtid tage en dialog med vores kunder om, hvordan de fremover vil blive betjent, siger Carl Erik Hjortshøj.

Medarbejdere forsøges omplaceret

Da forretningsområdet nedlægges i Danmark, har det været nødvendigt at opsige medarbejderne i foringsafdelingen i NCC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er nu i gang med at undersøge mulighederne for at finde job til medarbejderne andre steder i NCC, slutter Carl Erik Hjortshøj.