Abonnementsartikel

Det er en bedre forretning at overlade knuserydelsen til eksperterne, mener MIS Recycling, som på fagmessen også viser, hvordan firmaet arbejder med bioaffald.

Når en leverandør til en branche deltager på en fagmesse, er det naturligvis i forretningsøjemed. Sådan er det også for MIS Recycling på årets E&H-messe i Herning. Men firmaet skiller sig alligevel ud på messen.

Gennem 20 år har det danske firma specialiseret sig i knusning og sortering af byggeaffald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De står på messen sammen med de øvrige leverandører til knuserbranchen, men så hører fællestrækkene også op. Mens øvrige leverandører gerne vil skabe grundlag for et salg af nye knusere og sorteranlæg, så møder MIS Recycling op med et klart og tydeligt budskab: "Køb ikke en knuser".

Vi er stolte over, hvad vi har opnået på de første 20 år. Vi begyndte to mand i en rød Toyota Hiace, og i dag er der 50 medarbejdere i MIS.

Medejer Martin Henriksen

MIS Recycling

- Vi er på E&H af de samme årsager som de øvrige leverandører, men hvor de gerne vil sælge maskiner, vil vi gerne sælge en ydelse. Vi har 20 års erfaring med at knuse. Vi laver ikke andet hver dag, og hvis man ikke har styr på sine maskiner og sine mængder i den niche, som branchen er, kan det hurtigt blive en rigtig dyr opgave, forklarer Martin Henriksen, medejer af MIS Recycling.

MIS Recycling stiller med en Kleemann MR 130 EVO 2i mobilknuseanlæg, som vil kunne opleves hos Wirtgen på deres stand.

Løbende opkøb

Over de seneste 12 år har han sammen med medejer Henrik Hvid investeret 60 millioner kroner i at opkøbe knuseanlæg og tilhørende opgaver for kunder i entreprenørbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde er de kommet af med en specialopgave og kan koncentrere sig om andre områder. Det er svært for den enkelte entreprenør at få det til at hænge sammen økonomisk, hvis man ikke har mængderne, forklarer Martin Henriksen.

E&H er en oplagt mulighed for MIS Recycling til at fortsætte dialogen med de eksisterende kunder samt etablere kontakt til potentielle kunder.

- Vi er en landsdækkende virksomhed, så der er lang vej rundt. På E&H er mange af dem samlet på ét sted, konstaterer Martin Henriksen.

Stor udvikling

Derudover vil de også fokusere på miljøvirksomheden Bakkegård A/S, som MIS Recycling opkøbte for godt to år siden. Bakkegård beskæftiger sig udelukkende med produktion af biomasse, og firmaet har sin egen daglige leder i form af Ole Toft, der også er produktionschef og den primære kontaktperson i dagligdagen hos Bakkegaard.

Aktiviteterne indenfor biomasse afspejler sig også i det udvalg af maskiner, som Bakkegård medbringer. Her finder man blandt andet en Doppstadt DW 3060 Biopower, der også er kendt som Büffel, samt en Doppstadt HS-1600 stjernesortere, som kan sortere i tre fraktioner. Begge maskiner er effektive i forhold til bearbejdning af bioaffald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var også med på E&H i 2015, og det var en positiv oplevelse. Det var virkelig dejligt at have tiden til den dybere fagsnak med vores kunder. Vi tager på messen denne gang med de samme forventninger, men vi vil også gerne vise, at vi i MIS Recycling med købet af Bakkegård har udviklet os siden sidste messe. Samtidig glæder vi os også til at fejre vores jubilæum sammen med de besøgende på messen. Vi er stolte over, hvad vi har opnået på de første 20 år. Vi begyndte to mand i en rød Toyota Hiace, og i dag er der 50 medarbejdere i MIS, siger Martin Henriksen.

Ud over sin knuser- og neddelingsydelser har MIS Recycling udvidet maskinflåden yderligere i forbindelse med etableringen af udlejningsafdelingen MIS Rental for snart to år siden. MIS Rental fungerer som et binavn til MIS Recycling, og gør sig i udlejning af "de tunge skyts" såsom mobile sorteringsanlæg, mobile opstakkerbånd, betonsakse, sortergrabbe, hydraulikhammere, samt gravemaskiner/gummihjulslæssere med og uden fører.