Abonnementsartikel

Ved Frederikssund i Nordsjælland har man ikke længere brug for den midlertidige dæmning i anlægsarbejdet til Kronprinsesse Marys Bro. Derfor begynder reetableringen af fjorden.

Masser af sand og bundsikringsgrus skal køres bort, store tunge jernplader, de såkaldte spunsplader, skal hives op af fjorden og fjernes. Til sidst skal havbunden og stranden reetableres, som de var, før arbejdet med den nye bro gik i gang.

- Vi er nu så langt med projektet, at vi flere steder kan begynde arbejdet med at føre områder tilbage til den tilstand, de var i, før vi startede med anlægsarbejdet. Vores entreprenør er så godt som færdig med broens betonkonstruktion på Frederikssundsiden. Alt omkring broen fra vandsiden er afsluttet her, så der er ikke længere behov for dæmningen eller havnen, siger Henrik Vincentsen, projektchef i Vejdirektoratet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdet går i gang straks i det nye år og forventes afsluttet inden maj.

Vi skal have fjernet knap 600 tons stål og omkring 24.000 tons grus fra den midlertidige dæmning.

Projektchef Henrik Vincentsen

Vejdirektoratet.

Naturområde igen

Selve reetableringen af fjordbunden går ud på, at bunden etableres til samme niveau, som den var inden anlægsarbejdet startede. Efterfølgende vil bølger og strøm i løbet af ganske kort tid sørge for en naturlig regulering af fjordbunden.

Området på land er strandeng og beskyttet natur. Det er et smalt bælte på cirka 20 meter, som grænser op til vandfladen. Også den skal reetableres.

- Strandengen bliver reetableret ved, at overjorden, der blev fjernet ved projektets opstart, lægges ud igen. Denne jord vil indeholde frø fra den oprindelige strandengsvegetation, som vil hjælpe til at naturen genetableres, fortæller Henrik Vincentsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Genanvendelse af grus

Bundsikringsgruset fra den midlertidige havn og dæmning skal anvendes som indbygningsmateriale til den nye vejstrækning ved tilslutningsanlægget ved Frederikssundsvej. Arbejdet kommer til at betyde øget kørsel af tung trafik på byggepladsen for at flytte de store mænger grus fra fjorden til vejanlægget. Transporterne af gruset vil blive holdt inden for projektområdet, så den lokale trafik ikke generes.

- Vi skal have fjernet knap 600 tons stål og omkring 24.000 tons grus fra den midlertidige dæmning. Derefter skal vi have reetableret havbunden og strandområdet, så det igen bliver et skønt naturområde, fortsætter Henrik Vincentsen.

Arbejdet omfatter også optagning af stålspunsen, der har holdt dæmningen. Til det skal der benyttes en såkaldt vibrohammer, som i perioder kan larme, men støjberegningerne viser, at arbejderne vil holde sig indenfor de tilladte støjgrænser.