Abonnementsartikel

De næste tre udgaver af messen Entreprenør & Håndværk forbliver i Herning.

Maskinleverandørerne har været tilfredse med, hvordan det er gået entreprenør- og håndværksmessen E&H i de første tre udgaver. Derfor har brancheforeningen lavet en ny niårig aftale med MCH Messecenter Herning om, at messen kan fortsætte i byen.

Det betyder, at der som minimum kommer tre E&H-messer mere i 2021, 2024 og 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har åbenlyst været en god samarbejdspartner. De er dygtige til at lave messer, og vi har været meget tilfredse med, hvordan messerne er blevet bedre og bedre gang for gang, siger Palle Kjærsgaard, der er formand i Maskinleverandørerne.

Tilfredshed

I 2018 var der cirka 5700 besøgende på messen, mens der var 128 udstillere. Det har været meget tilfredsstillende for Maskinleverandørerne, som dog ikke har nogle tal fra tidligere messer at sammenligne med, da der er blevet talt op på en forkert måde.

I stedet bryster de sig af, at messen har fået en bedre kvalitetsvurdering end tidligere. Helhedskarakteren var i 2018 på 4,2 point ud af fem, hvilket er det højeste, messen har haft. Samtidig ville hele 96 procent af de besøgende anbefale andre at besøge messen næste gang, mens 90 procent af udstillerne har fået nye kundeleads.

- Vi har løbende haft en dialog med MCH om at udvikle messen år for år, og i 2018 gjorde vi så det, at vi samlede standene lidt tættere på hinanden, og det kunne de besøgende tilsyneladende lide, siger Palle Kjærsgaard.

For at skabe mere opmærksomhed omkring messen valgte Maskinleverandørerne at afholde konkurrencen "Danmarks Bedste Lærling" samtidig, som Maskinteknik fulgte tæt som mediepartner.