Løn- og arbejdsforhold skal være i orden på letbanebyggeriet. Hovedstadens Letbane samarbejder aktivt med 3F, der netop har ansat en opsøgende medarbejder, som skal tage rundt på byggepladserne være i dialog med entreprenører og medarbejdere.

Løn- og arbejdsforhold skal være i orden for arbejderne, der skal bygge hovedstadens nye letbane. Det er et ufravigeligt krav for parterne bag projektet, fortæller borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp.

- På Hovedstadens Letbane er det vigtigt at handle socialt ansvarligt, og det er en grundlæggende værdi i selskabets aktiviteter. Det indebærer også, at der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de mange, der skal være med til at udføre projektet, siger han.

Ishøj Kommune står sammen med ti andre kommuner og Region Hovedstaden bag Hovedstadens Letbane.

3F sætter medarbejder på sagen

En af de vigtige samarbejdspartnere for at nå målet er 3F, og fagforeningen har ansat en såkaldt opsøgende medarbejder på letbanebyggeriet. Medarbejderen skal blandt andet føre tilsyn med letbanens byggepladser og sikre viden om projektets løn- og arbejdsvilkår.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Sammen med vores lokalafdelinger i Høje-Taastrup og Valby er vi blevet enige om at ansætte en mand, der - i samarbejde med entreprenørerne - skal holde øje med forholdene på byggepladserne og sikre, at arbejderne får den løn, de er berettiget til. Man skal se det som en forebyggende indsats, hvor vi tager udfordringerne i opløbet, så vi for eksempel undgår sager om social dumping, som desværre er set i forbindelse med andre store byggeprojekter, forklarer formand for lokalafdelingen 3F Vestegnen Thomas Overgaard, som tilføjer:

rich-media-1
Letbanen skal strække sig over 28 kilometer stoppe ved 29 stationer undervejs. Banens forventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året. (til sammenligning rejser cirka 10 millioner passagerer om året med Kystbanen). Her er letbanearbejdet på Kontrol- og vedligeholdelsescenteret i Glostrup i gang. Foto: Hovedstadens Letbane/Ditte Valente.

- Dialogen med entreprenørerne og den generelle kommunikation såvel som relationen til medarbejderne bliver langt skarpere og bedre, når der kun er én mand, der har ansvaret for at tilse byggepladserne.

- Jeg er kommet godt fra start og har allerede opbygget gode relationer til entreprenørerne og arbejderne ude på byggepladserne. Det vidner om, at alle parter på projektet er interesserede i at bygge letbane på ordentlige arbejdsvilkår, siger Daniel Leigther Dyhrberg, der er manden, som skal bruge sine arbejdsdage på letbanens byggepladser. Han har en baggrund som stilladsarbejder.

Initiativ vækker glæde i letbaneselskab

I Hovedstadens Letbane ser man positivt på 3F's initiativ, der matcher selskabets egne krav til entreprenørerne på projektet. Eksempelvis har selskabet indskrevet en række klausuler i entreprenørernes kontrakter, som blandt andet betyder, at de er forpligtede til at følge danske overenskomster.

- Bygge- og anlægsbranchen er desværre en branche med eksempler på faglige sager, hvor medarbejdere er blevet underbetalt eller på anden vis ikke har de arbejdsvilkår, der er gældende i Danmark. Vi byder således 3F's initiativ meget velkommen og ser frem til samarbejdet de næste fem år, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.

Også hos entreprenørvirksomheden, der blandt andet bygger letbanens nye kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup, ser man frem til samarbejdet.

- I CG Jensen vil vi gerne sikre, at der til alle tider er et godt samarbejdsklima med indbyrdes respekt alle parter imellem. Vi byder derfor den direkte dialog med 3F og byggeledelsen velkommen og ser frem til det fremtidige samarbejde, udtaler Susanne Bruun, der er Arbejds-, miljø- og kvalitetschef hos CG Jensen.

rich-media-2
Daniel Leighter Dyhrberg er ansat som opsøgende medarbejder hos 3F. Den tidligere stilladsarbejder beretter om en god begyndelse på jobbet. Foto: 3F.

Udover daglige besøg på byggepladserne skal Daniel Leighter Dyhrberg også hjælpe med at sikre, at der uddannes medarbejdere på letbanen såsom lærlinge. Derudover er han i kontakt med de forsyningsselskaber, der allerede nu omlægger rør og ledninger ude i kommunerne.

- Vi er opmærksomme på at have en god dialog med alle virksomheder, der bidrager til byggeriet af Hovedstadens Letbane. Selvom anlægsarbejdet ikke er i gang endnu, foregår der en masse forberedende arbejde ude i kommunerne, og det skal selvfølgelig også forløbe efter bogen, slutter Daniel Leighter Dyrberg.