Abonnementsartikel

Metso-importør og -forhandler Dansk Grusgrav Materiel bliver en del af tyske Lutzes skandinaviske afdeling.

Metso i Danmark har i mange år været tæt forbundet med Uffe Yring-Nielsen.

Siden 2006 har han via sit firma Dansk Grusgrav Materiel, DGM, haft importen af den finske producents anlæg til blandt andet knusning og sortering. Firmaet er nu solgt til tyske Lutze Group, som i forvejen har et indgående kendskab til finnerne. Den officielle overtagelsesdag er 15. oktober.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For allerede to år siden indledte jeg sammen med Metso arbejdet med at finde en ny fremtid for Metso i Danmark. Det er nok lidt utraditionelt, at forhandleren sammen med leverandøren finder den nye forhandler på markedet. Men vi syntes, det var det rigtige i det her tilfælde, fortæller Uffe Yring-Nielsen.

Inden DGM blev grundlagt, var Uffe Yring-Nielsen ansat som Country Manager i Metso Danmark. En omstrukturering hos finnerne betød dog, at man valgte at gå væk fra datterselskaber i flere lande - heriblandt Danmark, og Uffe Yring-Nielsen startede på opfordring fra Metso derfor selv op.

Firmaet skal vokse

Hos DGM er de i dag to mand. Foruden ejeren er der projektchef Jørgen Valentin Nielsen. Men det ændre sig allerede 15. oktober.

- Det er en del af planen - at der kommer en ny ejer ind, og firmaet så skal vokse, siger Uffe Yring-Nielsen.

Når overtagelsen træder i kraft skifter Danny Mylting til firmaet, hvor han skal ud i landet og sælge Metso-maskiner til nedbryderne og materialehåndteringsvirksomhederne samt råstofindustrien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har mere end 10 års erfaring inden for branchen og er lige nu hos Lutzes danske afdeling i Næstved.

Lutze Group er en familieejet virksomhed med hovedsæde i Tyskland. Deres cirka 30 afdelinger er fordelt i Danmark, Norge, Sverige, Belgien, Holland og Tyskland, hvor cirka 500 folk er på lønningslisten. Lutze Group omsætter for omkring 600 millioner kroner om året.

Organisatorisk bliver DGM en del af den skandinaviske afdeling. I 2013 overtog Lutze 25 transportørserviceafdeling fra Metso, så kendskabet til den finske producent er glimrende.

I Danmark startede Lutze op i januar 2019, og nu tager man skridtet videre.

- Vi kender Metso, vi kender produkterne, men Danmark er stadig et nyt marked for os, så med Uffe får vi et stærkt kendskab fra begyndelsen, siger Leif Ivansson, Director Scandinavian Region Lutze.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra ejer til konsulent

Handlen begrundes af Uffe Yring-Nielsen blandt andet med en fremskreden alder. Men som den skandinaviske Lutze-chef antyder, er DGM-grundlæggeren ikke helt færdig med Metso.

- Jeg bliver her som fastansat i hvert fald indtil januar. Derefter fortsætter jeg som konsulent for Lutze. Så jeg vil stadigvæk være tilknyttet DGM, men ikke på fuldtid, siger den snart forhenværende ejer.

- Jeg har en vis erfaring med de kunder, som jeg har handlet med gennem mange år. Jeg kender deres proces og behov, tilføjer han om sin kommende funktion.