Abonnementsartikel

Den danske astfaltkoncern Pankas har lavet det bedste regnskab i virksomhedens 82-årige historie. Især det danske og tyske marked har bidraget til en bundlinje på lige over 40 millioner kroner.

Pankas har netop præsenteret asfaltkoncernens bedste regnskab nogensinde med et overskud før skat på 52,6 millioner kroner.

- Vores forventninger til 2020 blev indfriet, og årsregnskabet viser, at Pankas er i økonomisk topform. Vi har gennem hele året fulgt vores strategiplan, og et kontinuerligt fokus på kontrolleret vækst, indtjeningsoptimering og udnyttelse af kompetencer i hele organisationen har virkelig båret frugt, fortæller Gert Lund Storgaard, der er CFO hos Pankas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pankas har i årets løb investeret små 70 millioner kroner. Nye aktiviteter i Serbien og Kroatien er kommet til, og der er købt nyt udstyr til specialafdelingerne i Tyskland. Dermed har virksomheden fordoblet niveauet af investeringer på bare fem år, og målet er at stå stærkere, når der skal bydes ind på specialopgaver indenfor eksempelvis lufthavne og industriarealer.

Medarbejderne er guld værd

Nye markeder og nyt specialudstyr er imidlertid ikke de eneste ingredienser i Pankas-succesen. Loyale medarbejdere, der motiveres i en hektisk og omskiftelig hverdag, har også bidraget massivt til resultatet.

- Vi har flere ansatte i Pankas med både 20 og 30 års anciennitet, og vi formår samtidig at tiltrække nye og kompetente folk. Vores medarbejdere er uden sammenligning den absolut vigtigste ressource for os i forhold til at stå stærkt i markedet og nå de målsætninger, der er sat op for virksomheden, siger Gert Lund Storgaard.

Asfaltkoncernen gør meget ud af, at medarbejderne har helt klare ansvarsbeføjelser og rammer. Det giver de ansatte optimale betingelser for at handle og tænke selvstændigt. Samtidig rekrutterer de i stort omfang medarbejdere i Danmark, Tyskland og Østeuropa på egen hånd gennem netværk.

Østeuropæisk vækstpotentiale

Med rekordåret i bagagen kigger Pankas nu ind i en ambitiøs 2025-strategi. De centrale omdrejningspunkter i planen er fortsat en konkrolleret vækst med fokus på rentabilitet og øget indtjening. Geografisk ser virksomheden det største potentiale udenfor Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det økonomiske fundament er på nu plads til at styrke og vokse Pankas i fremtiden. Vi ser et højt vækstpotentiale på alle de markeder, vi opererer på, men især Tyskland og Østeuropa har de bedste muligheder for at øge indtjeningsprofilen. Det er markeder, hvor de nicheprægede produkter stadig er i spil, hvilket giver os en gylden mulighed for at lave rentable forretninger, siger Gert Lund Storgaard.

Gert Lund Storgaard nævner, at Pankas frem mod 2025 vil anvende kendt eksisterende teknologi i lande, hvor disse på nuværende tidspunkt ikke er særligt udbredte. Fremgangsmåden bruges til lettere at komme ind på andre markeder, og næste skud på stammen er en fabrik i Rumænien, der er under opførelse.