Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Glostrup-entreprenør vinder opgave i omfattende skybrudstunnelprojekt
Med den underskrevne kontrakt er der nu taget et vigtigt skridt i den indledende fase af det store anlægsprojekt med Svanemøllen Skybrudstunnel. CG Jensen skal etablere byggepladsen Fiskerihavnen, der er placeret ved den yderste spids af Nordhavn.
Der er tale om en totalentreprise, hvor der også skal laves en landinddæmning, der er det ekstra stykke areal, der skal etableres i vandområdet. I alt skal der etableres 9000 kvadratmeter svarende til 1,5 fodboldbane. Et område, der efter byggeperioden vil blive fjernet igen. Først når alle tilladelser er i hus, kan entreprenøren begynde at sætte hegn op og indrette byggepladsen.
Landets største skybrudstunnel
Kontrakten er en vigtig milepæl i etableringen af det, der bliver Danmarks største skybrudstunnel med en tunnelstrækning på sammenlagt 10 kilometer, der vil strække sig i en gren fra det sydlige Gladsaxe og en gren fra det nordvestlige København. De to grene vil samlet gå fra Svanemøllen Kaserne mod øst til Nordhavn.
Tunnelen skal være med til at klima- og skybrudssikre det nordøstlige hovedstadsområde. Hele tunnelprojektet skal efter planen være færdig i 2031.
Selvom det stadig kun er på skrivebordet, der kan arbejdes, er HOFORs projektleder for etablering af den kommende byggeplads, Christian Adler Svanholm, begejstret:
- Vi har nået projektets første store milepæl ved at have fundet en vinder af vores udbud. Vi glæder os til, at CG Jensen kan igangsætte design - og når tilladelserne er i hus gøre området ved det kommende tunnelprojekt byggemodent, siger han.
Kompleks byggeplads
Hos CG Jensen er man klar til den omfattende opgave. Entreprenøren med hovedsæde i Glostrup skal ud over etablering af selve byggepladsen også udvide byggepladsen med landindvinding ved Øresundskysten fra den yderste pynt.
- Vi glæder os meget til at tage fat på det store og komplekse anlægsarbejde. Opgaven passer rigtig godt til CG Jensen, da projektet omfatter to af vores kernekompetencer; byggegruber og vandbygning, som vi nu får mulighed for at kombinere - og tillige i et så vigtigt projekt, der skal være med til at sikre dele af hovedstadsområdet ved fremtidige skybrud, siger divisionschef i division Ramning & Vandbygning, Jørn Asmussen.