Lyt til artiklen:

Aarsleff skal bygge unikt Femern-udsigtspunkt

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Abonnementsartikel

Femern A/S har tildelt opgaven med at bygge et nyt udsigtspunkt tæt på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn til den danske entreprenørkoncern Aarsleff. Det 217 meter lange udsigtspunkt skal give gæster og naboer mulighed for at følge byggeriet af tunnelen på nært hold fra 2025.

Femern A/S har efter et udbud valgt entreprenørkoncernen Aarsleff til at bygge et nyt, unikt udsigtspunkt i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. Udsigtspunktet kommer til at ligge nær tunnelens indgang ved Rødbyhavn og skal give mulighed for at komme tæt på det omfattende tunnelbyggeri.

- Femern-projektet har passeret mange vigtige milepæle, og der venter endnu flere forude i takt med, at tunnelen tager form. Det skaber en naturlig nysgerrighed hos folk, der ønsker at opleve byggeriet tæt på. Vi glæder os til sammen med Aarsleff at levere et unikt udsigtspunkt, som vil bidrage til fortællingen om, hvordan verdens længste sænketunnel bliver til, siger Henrik Vincentsen, administrerende direktør i Femern A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarsleff er valgt i konkurrence med fire andre bydere, og her håber Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff-koncernen, at udsigtspunktet kan være med til at gøre unge mere interesserede i bygge- og anlægsbranchen.

- Vi er sikre på, at udsigtspunktet vil blive rigtig godt besøgt. Det er på alle måder en imponerende byggeplads, og som partner i FLC er vi i Aarsleff også glade for, at områdets mange besøgende, men også naboerne, nu får mulighed for at følge bedre med i tunnelbyggeriet. Derudover håber vi naturligvis også, at kigget ind på byggepladsen kan bidrage til at vække interesse for bygge- og anlægsbranchen hos næste generations piger og drenge, siger Jesper Kristian Jacobsen.

Udover at give de besøgende en bedre udsigt til arbejdet på den 18 kilometer lange sænketunnel, skal et besøg på platformen også være en oplevelse i sig selv.

Det nye udsigtspunkt kommer til at hedde Pilen og bliver opført på indvundet land med materiale fra udgravningen af tunnelrenden i Femern Bælt.

Pilen bliver en gradvist stigende 217 meter lang platform, den samme længde som de elementer, som tunnelen bliver bygget med, og slutter i en spids i retning mod Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rampens højeste punkt bliver 24 meter over det omgivende landskab, hvilket også svarer til længden på hvert af de segmenter, som et færdigt tunnelelement er sammensat af.

Fra Pilen vil besøgende kunne følge med i udsejlingen af tunnelelementerne samt byggeriet af tunnelportalen og den kommende vej- og jernbaneforbindelse ind i landet. Projektet omfatter også en ny rampe og adgangssti fra den nærliggende p-plads på Gl. Badevej i Rødbyhavn.

Byggeriet af den nye udsigtsplatform forventes at begynde i 2024 og stå færdig senest i begyndelsen af 2025.