Lyt til artiklen:

X-serien har fået nyt tungt medlem

00:00
Hastighed: ???x
03:44

Abonnementsartikel

370X er seriens hidtil største model fra engelske JCB.

En stribe maskinnyheder med den 37 tons tunge 370X gravemaskine var årsag til, at JCB i sidste uge havde inviteret Maskinteknik og en lang række andre europæiske fagmedier til produktlancering på hovedkontoret i England.

Maskinen har været nogle år undervejs, fordi man fra producentens side ville gennemteste den i en række hårde miljøer. I det fire år lange testprogram har den blandt andet været med i et vejprojekt i bjergrigt terræn i Kroatien gennem tre måneder, hvor testmaskinen fik lov at arbejde hårdt i mere end 500 timer. Desuden har den været indsat på flere store projekter i England.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er sikre på, at vi med 370X har en ekstremt stærk maskine, der er klar til selv de hårdeste krav, siger JCB's globale produktudviklingsdirektør Richard Brooks til Maskinteknik.

Ny Cumminsmotor

X-seriens storebror har en ny sekscylindret 8.9 liters Cummins L9 Stage V-motor, der yder 240 kW (322 hk) samt et helt nyt hydraulisk system med Kawasaki-pumper. Motoren leverer denne maksimale effekt med et reduceret driftsomdrejningsområde for at øge brændstoføkonomien og reducere det samlede støjniveau.

Den seneste generation af Kawasaki tandem hydraulikpumpe arbejder med et øget tryk på 350 bar, der stiger til 380 bar under power boost. Det bidrager effektiviteten, hvor 370X ifølge producenten er i stand til at flytte op til 4,5 tons mere materiale pr. liter brændstof og op til 86 tons i timen mere end konkurrenterne i test.

Høj komfort

- Vi har desuden tilføjet en række avancerede features, så maskinen virkelig kan få noget fra hånden. Den er ekstremt effektiv og samtidig yderst brændstoføkonomisk, tilføjer Paul Swallow, der er JCB's Business Head for Gravemaskiner.

Som med alle X-seriens maskiner har 370X et JCB Command Plus ROPS-førerhus med en volumen på 2,86 kubikmeter. Det er med et opvarmet luftaffjedret sæde og reduceret støjniveau i førerhuset på 69 dB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Foto: Torben Jastram.

Førerhuset er yderligere forbedret med en ny 10 tommer touchscreen-skærm med en ny system kaldet JCB UX, mens omskifterpanelet har flere tilpasselige genvejstaster, hvilket muliggør yderligere personalisering for operatøren. Klimastyring, en radio med DAB-mulighed, nøglefri start og dobbeltkameraer for øget synlighed er standardudstyr.

- JCB UX har op til 25 brugerprofiler, som alle kan tilpasses med mulighed for, at operatører kan indstille joystick-konfigurationen, så den opfylder deres individuelle krav, siger Paul Swallow.

Maskinen er ifølge producenten usædvanlig nem at bruge, og hjælpevejledninger er tilgængelige på skærmen, sammen med "how to"-videoer, der dækker alle funktionerne i JCB UX-systemet.

rich-media-5
Pressefoto.

- Med mere kraft, øget styrke og holdbarhed, reduceret brændstofforbrug og lavere ejerskabsomkostninger er JCB 370X et stort skridt fremad for kunder i 35-40 tons klassen. Med fantastisk førerkomfort og kontrol leverer 370X en kraftig gravemaskineløsning til markeder over hele verden, siger Paul Swallow.

JCB's Regional Manager for Danmark, Norge og Finland, Simeon Kostin, fortæller til Maskinteknik, at han forventer, at man kan se maskinen i aktion i Danmark i løbet af sommeren.

rich-media-7
Simeon Kostin, JCB. Foto: Torben Jastram.