Lyt til artiklen:

Der bliver mangel på kloakmestre

00:00
Hastighed: ???x
03:47

Abonnementsartikel

Gennem de senere år er der uddannet færre og færre kloakmestre landet over, og det er et stort problem, skriver Flemming Springborg fra Teknologisk Institut i dette indlæg.

Ved eksamen gennem de sidste par år er der kun uddannet ca. 170 kloakmestre pr. år. For 10 år siden var tallet ca. 300. Og arbejdsopgaverne for kloakmestrene bliver flere og flere med blandt andet kloaksystemer i nye huse, separering af gamle fællessystemet, LAR-håndtering, forbedring af afløb i det åbne land og tilslutning til tryksatte kloaksystemer.

Så der er masser af arbejde i fremtiden og alt for få kloakmestre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du overvejer, om dit firma har brug for også at have autorisationen som kloakmester, så er det nu, du skal slå til.

Uddannelsen til kloakmester foregår på Teknologisk Institut i Taastrup og på erhvervsskoler rundt om i landet.

På erhvervsskolerne er uddannelsen dagskole og opdelt i moduler, som tages efter hinanden i en længere periode, og der er arbejdsmarkedstilskud til kursisterne.

Kurset på Teknologisk Institut er specielt udviklet til personer, der samtidig skal passe et arbejde, enten i en større virksomhed eller som lille selvstændig entreprenør. På Teknologisk Institut i Taastrup starter man i september på vinterens kloakmesterkursus, der fører frem mod kloakmestereksamen, som holdes i maj.

Man kan vælge mellem et aftenkursus, hvor man går på kursus mandag og torsdag kl. 16.00-19.00 eller et fredagskursus, hvor man går hver fredag fra kl. 8.00-14.30. Fredagskurset er som regel hurtigt besat og der er plads til ca. 35 elever. Men man kan starte på aftenholdet og komme på venteliste til dagholdet. På aftenholdet er der som regel lidt færre elever, og dermed bedre plads til at få hjælp, hvis man har lidt svært ved stoffet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På teorikurset gennemgås hele pensummet til kloakmestereksamen, og der regnes mange opgaver, så man er godt forberedt, når den teoretiske eksamen afvikles. Kloakmestereksamen gennemføres på computer, så man bliver oplært i at tegne kloaktegninger i et tegneprogram på computer og besvare opgaverne digitalt. Derfor er det en forudsætning, at man har sin computer med til undervisningen, og at man har et vist kendskab til brug af en computer. Det er et krævende kursus, og der er ingen der endnu er kommet sovende til sin kloakmestereksamen.

Ud over denne teoretiske undervisning, kræves der til kloakmestereksamen, at man består en praktisk prøve i kloakarbejde.

Denne prøve forbereder man sig til på et 12 dages dagskursus, hvor man gennemgår praktisk kloakarbejde samt noget teori om kloaksystemer.

Praktikkurset afsluttes ved, at man den sidste dag går op til den praktiske kloakmesterprøve. Her får man et par teoretiske spørgsmål, derefter bedømmes det kloakanlæg, man har udført

Den teoretiske eksamen afvikles som en projekteksamen, hvor man får 4 dage til at lave et større projekt, som man derefter skal forsvare mundtligt. Man kan vælge at arbejde alene, men man må gerne arbejde sammen i grupper. Ud over denne projekteksamen skal man også gennemføre en 2 timers skriftlig prøve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både den teoretiske og den praktiske prøve skal være bestået, før man kan søge om autorisation hos Sikkerhedsstyrelsen.

Du kan læse mere om Teknologisk Instituts kloakmesterkursus her eller ringe til Rørcentret.

Du kan også komme til et gratis informationsmøde om uddannelsen på Teknologisk Institut. Møderne afholdes torsdag den 20. juni eller onsdag den 21. august. Husk tilmelding.