Abonnementsartikel

Daugbjerg Maskiner har som importør indledt et samarbejde med Nordjyllands Entreprenør Service I/S.

Somme tider er det lidt opmærksomhed, der sætter gang i tingene.

- Jeg kunne se, at vi solgte en del Hyundai reservedele til en kunde i Vendsyssel. Det vakte min nysgerrighed, fortæller Peter Daugbjerg, indehaver af Daugbjerg Maskiner med hjemsted i Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fandt ud af, at Nordjyllands Entreprenør Service I/S i Sindal var kunden, og at det er et særdeles respekteret firma blandt vendelboerne.

- Vi havde brug for en forhandler til at klare den stigende efterspørgsel nordpå. Så jeg rettede henvendelse til dem for at høre, om de kunne være interesserede, uddyber Peter Daugbjerg.

Efter et møde på Agromek i november 2012 kom der skred i tingene - og nu er samarbejdet en realitet.

Erfarne branchefolk

Nordjyllands Entreprenør Service blev startet af Henning Christiansen tilbage i 1992, efter han siden 1969 havde været beskæftiget inden for entreprenørmaskiner.

- Vi startede med Fiat Hitachi, men holdt med det for 10 år siden, siger hans søn, Michael Christiansen, som nu ejer halvdelen af virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Michael Christiansen er uddannet lastvognsmekaniker, men kom hurtigt over til entreprenørmaskinerne i forskellige stillinger inden for de gule New Holland maskiner.

- I 2010 dannede jeg et partnerskab med min far, og nu er vi klar til de større udfordringer, konstaterer han.

Vant til at rykke ud

Som ny forhandler af både Hyundai Sauerburger maskiner har Nordjyllands Entreprenør Service også investeret i det nødvendige værktøj og udstyr til sit værksted i Sindal.

Virksomheden har udover værkstedet i Sindal også fire veludstyrede servicevogne, så de hurtigt kan være fremme ved kunderne.

- For det meste laver vi service og reparationer på stedet, så vi er vant til at rykke ud, siger Michael Christiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med på dyrskuet i Hjørring

Han fortæller, at Nordjyllands Entreprenør Service har flest kunder inden for entreprenørbranchen. Men der er også mange maskinstationer og landmænd, som bruger dem til de gule maskiner.

- Kunderne er altid velkomne her i Sindal. Men vi vil også gerne møde dem på Hjørring Dyrskue 21.-22. juni, så der har vi en stand, siger Michael Christiansen.

Både han og Peter Daugbjerg ser mange muligheder i det nye samarbejde og håber, at det kommer kunderne til Hyundai og Sauerburger til gavn i fremtiden.