Abonnementsartikel

To forsvarende mestre er med, når der dystes om DM i Kloak ved Kloakmessen 2014.

Der var nogle af de garvede, og så var der knøsen, som netop havde sikret sig ret til at kalde sig autoriseret kloakmester. Ganske vist var han året forinden blevet dansk mester blandt rørlæggerne. Men i det barske selskab af drevne kloakmestre kunne han allerhøjst tiltuske sig værdighed af dark horse.

Når DM i Kloak 2014 afvikles lige i centrum af brancheudstillingen Kloakmessen 2014 i Messe C i Fredericia 23. og 24. januar, bliver det imidlertid med sidste års dark horse som DM-favorit. Den 29-årige kloakmester fra Mors, Asgar Skou, satte nemlig "de gamle" til vægs, da fagdommerne satte de kritiske øjne på DM-konkurrencen i 2013. Og dermed er det en næsten nyslået kloakmester, der stiller op som forsvarende mester i Fredericia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også en anden forsvarende mester møder frem for at forsvare sin titel. Nemlig Peter Iversen, som i fjor vandt mesterskabet hos rørlæggerne og dermed overtog denne titel efter Asgar Skou.

Optimale forhold

- I alt regner vi med, at vi skal have 20 deltagere i de 10 sandkasser, der kommer til at udgøre DM-arenaen midt i Kloakmessen 2014. Ikke ved nogen af de tidligere DM-konkurrencer har publikum haft så optimale forhold for at følge konkurrencerne, som det bliver tilfældet i Fredericia, fortæller bestyrelsesmedlem i brancheorganisationen Danske Kloakmestre Mogens Hansen.

- Foruden de praktiske prøver, omfatter DM-konkurrencen også teoretiske spørgsmål til deltagerne. Der dystes både hos kloakmestrene, rørlæggerne og i en afdeling for elever. Alle deltagere kommer i kamp på messens førstedag torsdag den 23. januar. De bedste fortsætter så til finalen fredag, hvor vi midt på eftermiddagen vil kunne kåre de tre danske mestre, siger Mogens Hansen.

Rørlægger og kloakmester

Den forsvarende mester hos kloakmestrene, Asgar Skou, snuppede titlen foran særdeles erfarne kolleger, da han stillede op til DM i Kloak i forbindelse med Rørcenterdagene på Teknologisk Institut i fjor. Året forinden blev han mester hos rørlæggerne, men havde benyttet vintermånederne til lige at tage uddannelsen som kloakmester.

Asgar Skou etablerede sig straks som selvstændig med firmaet Morsø Kloakservice. Oprindelig er han uddannet traktormekaniker, men entreprenørbranchen trak, og i vinteren 2011-2012 tog han rørlæggeruddannelsen. Da han nu var kommet godt i gang med at hælde nye færdigheder på cv'et, fortsatte han direkte med kloakmesteruddannelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu er jeg ved at opbygge en solid kundekreds. Jeg regner med, at jeg kan få en bid af opgaverne med kloakseparering, siger Asgar Skou.

- Jeg gør som jeg plejer

Han er klar til titelforsvar i Messe C i Fredericia.

- Om det vil lykkes, afhænger jo også af, hvor gode, konkurrenterne er. Jeg gør bare som jeg plejer. Det var sådan, jeg vandt i 2013, og så må vi se, om det rækker til at tage titlen med hjem til Mors igen, siger Asgar Skou.

Foruden ære og faglig respekt, venter diplom og statuette på vinderne både hos kloakmestrene, rørlæggerne og eleverne. Nogle af branchens førende danske leverandører er sponsorer for DM-konkurrencen. Nemlig Grundfos, Blücher, Wavin og Danpipe.