Abonnementsartikel

Dansk Byggeri mener, at både forbrugere og byggeriets rådgivere og udførende har krav på at få klar besked om asbest, PCB og bly - og foreslår derfor et videncenter.

Det har for nyligt været oppe i medierne, at der har været brugt asbest i omkring 30.000 danske sommerhuse. Det har pustet liv i debatten om korrekt håndtering af de giftige materialer, og nu foreslår Dansk Byggeri igen, at man afsætter midler til at etablere et videncenter om problematikken.

- Vi kommer ikke uden om, at der under de store overskrifter gemmer sig en underliggende udfordring, nemlig manglende viden. Det gælder den forbruger, der har købt hus. Det gælder også entreprenøren, som har de problematiske stoffer i hænderne, og det gælder rådgiverne, når ombygninger eller nedrivninger planlægges. Hertil kommer et behov for bedre tilsyn og håndhævelse af reglerne fra kommunernes side, siger miljøkonsulent Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har søgt midler

Samlet set vil vi igen opfordre myndighederne til at få etableret et videncenter for affaldshåndtering og herunder viden om miljøfarlige stoffer og materialer i byggeriet.

Simon Stig-Gylling

Miljøkonsulent i Dansk Byggeri

Dansk Byggeri oplyser, at de længe har været kimet ned af nervøse bygherrer, som ikke aner deres levende råd om, hvordan de skal håndtere forskellige miljøfarlige stoffer og materialer i deres boliger. Men selv om Dansk Byggeri gerne er behjælpelig, understreger de, at man ikke er et call-center for miljøfarlige stoffer og materialer.

- Vi kan henvise til Dansk Asbestforenings vejledninger, som anviser bygherrer, om hvilke byggematerialer der kan indeholde asbest, samt oplyse om foranstaltninger ved at udføre asbestarbejde mm. Det kan man læse mere om på www.asbest.dk, fortæller Simon Stig-Gylling og fortsætter:

- Samlet set vil vi igen opfordre myndighederne til at få etableret et videncenter for affaldshåndtering og herunder viden om miljøfarlige stoffer og materialer i byggeriet. Det er afgørende for, at alle byggeriets parter forstår deres ansvar for at løfte denne opgave, så vi generelt får hævet miljøkvaliteten.

Dansk Byggeri har med en støtteerklæring fra Miljøstyrelsen søgt midler i forskellige fonde med henblik på at få oprettet et uvildigt videncenter, som kan vejlede alle parter i byggeprocessen om blandt andet miljøfarlige stoffer og genanvendelse.