Abonnementsartikel

Det danske firma Trade-Line kan være på vej ind på det amerikanske marked for kloak- og vandforsyning.

Dansk Industri havde sat alle sejl til for at sikre danske virksomheder og vidensinstitutter ordrer fra New York i forbindelse med storbyens meget store investeringer i energioptimering og ny infrastruktur for byens omfattende vand- og kloaksystemer.

Arbejdet var igangsat på grund af de tiltagende problemer fra hyppigt forekommende skybrud og amerikanernes ambitiøse mål om 20 procent nedbringelse af landets CO2 udledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

New York var i den forbindelse i slutningen af september vært for den højt profilerede "Climate Week". I den forbindelse sendte Danmark en delegation til New York, og den talte flere prominente navne. Blandt andet Connie Hedegaard forhenværende miljø-, klima- og energiminister samt EU-kommissær, Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og en række tunge erhvervsfolk, mens New York selv bidrog med en række af deres topfolk indenfor området til konferencen "Urban innovations for livable cities".

Med på listen var også navnet Ole S. Hansen. Han ejer og driver firmaet Trade-Line i Gørding nær Esbjerg, og deltog som eneste leverandør af fysiske produkter i konferencens del om "Rethinking Rain for Climate Resilient Cities".

Reelt behov

Ole S. Hansen deltog primært for at fortælle om og promovere en helt ny type kloakdæksel med navnet TL-Resilient Manhole cover, der er udviklet til de områder, hvor skybrud skaber massive problemer.

Kloakkens dæksel kan åbne sig, hvis overtrykket i kloaksystemerne under skybrud bliver for højt, men som noget helt unikt lukker det også automatisk, når vandtrykket senere i forløbet mindskes. Når den første bil eller fodgænger efterfølgende passerer dækslet, trykkes det helt på plads.

Behovet for dækslet er til stede, for når redningsfolk, servicemedarbejdere og civile færdes i de oversvømmede områder, er der risiko for at falde ned i de brønde, hvor de almindelige dæksler er blevet løftet op af vandmasserne og nu helt eller delvist mangler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er sket i København, og det er sket adskillige gange i New York, skriver Trade-Line i en pressemeddelelse.

Enkel løsning

- Vores løsning er i virkeligheden meget enkel, når først den er udtænkt og produceret. Det nye system har mange praktiske fordele samtidigt med, at personsikkerheden under oversvømmelser øges betydeligt, fortæller direktør Ole S. Hansen.

Personsikkerhed var den egentlige årsag til, at Trade-Line udviklede det nye dæksel, som undervejs er blevet en del af en komplet kloakenhed.

- En af mange andre fordele er, at redningsfolk og servicearbejdere ikke behøver bruge tid på at tjekke dæksler og afspærre områder, hvor kloakdækslerne mangler, mens skybrud og oversvømmelser står på og skaber problemer her og der og allevegne. De kan bruge deres tid og opmærksomhed på andre presserende opgaver, udtaler Ole S. Hansen.

Dækslet er påstøbt en ring af et gummiagtigt kunstmateriale, som har to formål. Dels eliminerer det støj, når bilerne kører henover kloakdækslet, dels holder det brønddækslet helt på plads, så det ikke kan "skurre" frem og tilbage nede i rammen. Det eliminerer slid i hængselleddet og sikrer en holdbarhed på mindst 50 år, lover Trade-Line.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lang holdbarhed

Systemet har indvendige løftebeslag, som gør det muligt at løfte den tunge enhed på plads med en læssemaskine. Markeringer med pile bidrager til, at dækslet altid monteres rigtigt i forhold til kørselsretningen. Ergonomien er der også tænkt på med et specialværktøj, der kan åbne dækslet uden at belaste kloakarbejdernes rygge og hofter unødvendigt, og der er en sikkerhedsanordning, som kan låse dækslet fast i oprejst tilstand, når der arbejdes i kloakken.

Hele løsningen er fremtidssikret. Dels er det muligt at hæve til niveau, hvis der lægges nyt asfalt, dels er det forberedt på de stadigt tungere vogntog.

- Dækslet er testet til 90 ton belastning, men vi har været helt oppe på 120 tons uden der skete skader på dækslet. Så selvom der kommer en sværtransport forbi, så er der intet problem - uanset hvor store køretøjer vi taler om, så er der ingen køretøjer, der leverer så stor vægt på ét hjul, fastslår Ole S. Hansen.