Abonnementsartikel

Administrerende direktør Jesper Arkil mener, at Vejdirektoratet råder over en højt specialiseret arbejdsstyrke til planlægning og udbud af vejprojekter.

Det er ikke uden grund, at det er lykkedes Vejdirektoratet at gennemføre en række anlægsarbejder ikke bare inden for budgettet, men endda har kunnet sende penge tilbage i Infrastrukturfonden.

Administrerende direktør i Arkil Holding og formanden for Danske Anlægsentreprenører, Jesper Arkil, siger til Dagens Byggeri, at det er effekterne af en langsigtet indsats:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man har fokuseret på, hvilke forudsætninger, der skal være gældende for, dels at efterleve budgetterne og dels opnå en proces, som kan skabe en produktivitetsudvikling, som vi har set på vejområdet. Og så skal man ikke underkende, at der har været en Infrastrukturfond, som sikrede en lind strøm af projekter, der kan drages erfaringer fra. Det har givet en høj kapacitetsudnyttelse, som har udmøntet sig i lavere omkostninger hos entreprenørerne, siger Jesper Arkil blandt andet.

Der blev investeret i at foretage gode forundersøgelser og planlægning før opstart af arbejdet, og derved blev de ubehagelige overraskelser, efter arbejdet var sat i gang, minimeret.

Jesper Arkil

Arkil Holding & Danske Anlægsentreprenører

Kvalificeret modspil

Han peger på, at Vejdirektoratet råder over en højt specialiseret arbejdsstyrke til planlægning og udbud af vejprojekter:

- Det sikrede, at eksterne rådgivere mødte kvalificeret modspil under udformningen af deres udbud. Der blev investeret i at foretage gode forundersøgelser og planlægning før opstart af arbejdet, og derved blev de ubehagelige overraskelser, efter arbejdet var sat i gang, minimeret. Samtidig har Vejdirektoratet indgået i en løbende dialog med sine entreprenører for at sikre mest mulig interesse for udbuddene, og man undlod at ekskludere gennem eksempelvis at lave meget store udbud - som ville ekskludere mange hjemlige entreprenører - eller lægge uoverskuelige risici over på entreprenøren. Samtidig blev der skabt rum til at indarbejde gode ideer fra entreprenører og rådgivere, siger Jesper Arkil.

Plads til eksperimenter

Han mener også, at der har været plads til eksperimenter som eksempelvis totalentrepriser og forskellige længder af ansvar på driftssiden efter aflevering:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er med til at udvikle branchen og skubbe grænserne for, hvad vi som branche kan opnå sammen. Det, der måske særligt karakteriserer dialogen, er, at det ikke har handlet blindt om risikooverførsel, men om at placere risikoen der, hvor der er bedst mulighed for at håndtere den rigtigt uden at skabe flere usikre punkter end højst nødvendigt på begge sider af bordet. Samtidig har vejbranchen haft en markant produktivitetsudvikling med bedre maskiner og anvendelse af mere teknik. Vi har, det viser en uofficiel undersøgelse, forbedre produktiviteten svarende til prisudviklingen de seneste 20-25 år. Men det hænger også sammen med, at man er gået over til større projekter, så man har opnået skalaøkonomiske fordele, slutter Jesper Arkil.