Abonnementsartikel

Ny bro ramt af sort uheld, da brofagene blev lastet i Holland. Lang forsinkelse i udsigt.

Der kommer ingen ny forbindelse over Københavns havneløb senere på året, som Realdania og BLOX ellers havde stillet Københavnerne i udsigt. Den kommende Lille Langebro over havneløbet ved BLOX er nemlig ramt af et uheld, der har betydet, at to af de helt nye brofag er blevet smadret og skal bygges op fra start.

- For nogle uger siden blev de fire brofag til Lille Langebro lastet på en pram hos Hollandia BV i Schaardijk, Rotterdam. Under lastningen knækker kranen og taber et af brofagene ned over et andet, der allerede var placeret på transportprammen. Uheldet betyder, at brofagene ikke er blevet sejlet til København og monteret på bropillerne som først planlagt, lyder det i en pressemeddelelse fra BLOX.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sort uheld giver forsinkelse

Der er tale om et sort uheld som højst sandsynlig skyldes en materialefejl på kranen. Heldigvis fik kun to personer overfladiske skader, der kunne blive behandlet på stedet.

BLOX har været i gang med grundige undersøgelser af skaderne i samarbejde med totalentreprenøren i Holland. Blandt andet er de beskadigede brofag blevet opmålt og analyseret. Vi har netop fået at vide, at to af brofagene er blevet totalskadet og ikke kan repareres. De skal derfor laves helt fra bunden igen. Uheldet betyder, at Lille Langebro ikke bliver færdig til efteråret 2018.

Når vi har fuldt overblik, bliver der lavet en ny tidsplan. Vi melder ud i løbet af de næste par måneder, hvornår vi forventer at broen bliver færdig. Det har taget mere end et år at producere de nu ødelagte brofag, hvilket betyder at det også kommer til at tage tid at producere nye.

- Vi er meget kede af og ærgerlige over, at denne uforudsigelige hændelse forsinker broens færdiggørelse. Ikke mindst i forhold til naboerne og de mange, som glæder sig til byens nye forbindelse. Samtidig er vi dog meget lettede over, at ingen mennesker kom alvorligt til skade under hændelsen, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld.