Abonnementsartikel

Flere hundrede unge mennesker under uddannelse vil bidrage til at bygge verdens længste sænketunnel og en ny trafikal rygrad i Europa.

Femern-tunnelen bliver danmarkshistoriens største byggeri, men projektet bliver også stort på mange andre områder - for eksempel i forhold til elever og lærlinge. Bygherren Femern A/S stiller i bl.a. de store anlægskontrakter krav om, at der i projektets byggeperiode ansættes lærlinge svarende til minimum 500 mandeår i alt.

- Som statsejet virksomhed føler vi en særlig forpligtelse til at tage et samfundsmæssigt ansvar over for de mange unge, der er under uddannelse og skal læres op. Samtidig er vi med til at uddanne vores egen fremtidige arbejdskraft, og det synes vi, er en god investering, siger Henrik Christensen, der er teknisk direktør i Femern A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over de mange hundrede lærlinge kommer også kontorelever, ingeniørstuderende og ph.d-studerende til at bidrage til de 18 km danmarkshistorie.

I forbindelse med forberedelserne til projektet har Femern-forbindelsen allerede skabt lærlinge- og elevpladser, der svarer til 22 årsværk til forskellige faggrupper som kontorelever, arkæologer, geologer og struktører. Andelen af lærlinge- og elevpladser stiger i takt med, at projektet skrider frem.